Mellem ironi og romantik

Mellem ironi og romantik

Det kan lyde som en uforenelig selvmodsigelse, men en kunstner kan godt være både ironisk distancerende og håbløst romantisk. Men kunstnerne på denne udstilling balancerer naturligt mellem de to måder at være i verden på.

Peter Rössell er først og fremmest. Hans umiddelbare forbilleder ligger mere i den amerikanske stil, hvor graffiti og popkunst altid har været mere populært. De her viste billeder er forholdsvis roligt komponerede, men i sine nyeste billeder breder Rössell sine barokke figurer ud over hele lærredet i en slag all-over-maleri, hvor tegneseriebobler, ekspressive farveudladninger og graffiti-slagord flyder rundt mellem hinanden i et tilsyneladende kaotisk univers.

Kunstneren FOS alias Thomas Poulsen, som er mest kendt for sine installationer, arbejder altid uhyre konceptuelt. Det er sproget og konteksten, og disses indflydelse på begrebsdannelsen, som har hans umiddelbare interesse. Det er spørgsmål, som drejer sig om, hvad kunst i det hele taget er, der er FOS’ egentlige ærinde med sin kunst. I de to viste billeder lader FOS de samme ord gå igen i forskellig rækkefølge, således at det, som umiddelbart drejer sig om en historie om tragisk vold, bliver til ren absurditet og i sidste ende viser, hvordan medieverdenen, aviserne og tv kan manipulere med sproget og dermed vores sympatier.

Anderledes følsomme er Ulrik Lichtenbergs malerier. Hans samplede billeder af tegneseriefigurer, slørede fotos fra aviser og overskriftsagtige sætninger bindes sammen af monokrome farvelag af stor skønhed. Som hos Rauschenberg får disse sammenstillinger fra vidt forskellige verdener et præg af meditativ fordybelse, en indsigt i hele dette myldrende og evigt foranderlige univers. Lichtenbergs kunst er således ikke så meget præget af en samfundskritisk holdning som af en dyb nysgerrighed overfor stort og småt, og han er da også sammen med Knud Odde denne udstillings mest romantiske kunstner.

Thomas Langhoff kombinerer det for tiden vældigt populære konkret-abstrakte maleri med små ironiske pointer, der problematiserer og forstyrrer den ellers rolige og dekorative flade. På denne måde gøres de selvrefererende farveabstraktioner mindre rene og selvhøjtidelige: den ydre virkelighed i form af sproglige finurligheder bryder ind og skaber en støj, som gør tolkningen af billederne vanskelig. Problemet ved denne type maleri er, at der så ikke bliver andet end ironi tilbage, en tilbagelænet og drillende ironi, som ikke selv kan levere værdier, kun relativere dem. Men som det altid er tilfældet med gode kunstnere, kan man ikke skjule selve den fysiske glæde ved at male, og en god maler det er han.

Knud Oddes drømmende, dekadente og durkdrevne univers er helt hans eget. Der er altid en stemning af melankoli og forfald, af skønhed og kitsch, seksualitet, uskyld og vampet berlineratmosfære i hans flade- og linjebetonede malerier. Man skal vare sig for sammenligninger, men at se på Knud Oddes kunst er som at gå i seng med Andy Warhol og Marlene Dietrich samtidig: en særpræget, men uforglemmelig oplevelse.

Jesper Christiansen arbejdede i midten af 1990erne med bogstaver som styrende struktur i sine billeder. Bogstaverne skaber ord, der igen skaber billeder i betragterens hoved. De sproglige statements suppleres med mindre udsagn, der måske, måske ikke understøtter det store ords betydning. I bund og grund er billederne abstrakte, men billede-elementerne fortæller mange historier.

Tom Jørgensen
Kunstkritiker