1,5 MIO. KR. TIL KPA FRA KULTURMINISTERIET
Der er tryk på aktiviteterne hos Kunst På Arbejde dette efterår. Vi glæder os især over at fortælle, at foreningen netop har modtaget en markant bevilling fra Kulturministeriets udlodningsmidler på 1,5 mio. kr.
Bevillingen gives som et projekttilskud til Kunst på Arbejdes initiativ Special Edition, som vil gå nye veje og bringe værker fra kunstneres atelierer direkte ud til en bred skare af borgere på landets arbejdspladser.
Vores lille team er utrolig glade og stolte over det store skulderklap fra politisk hold. Med det markante tilskud fra udlodningsmidlerne til en pilotversion af initiativet Special Edition får vi nu mulighed for at prøve det af, så vi kan gøre yderligere for at styrke forbindelsen mellem befolkningen og kunsten. Det glæder vi os utrolig meget til!
ÅRGANG 2022 UDSTILLING I MØSTINGS
Kunst På Arbejde er i fuld gang med at kuratere den nye udstilling ÅRGANG 2022, som bliver den første i en længere række af årgangsudstillinger, som generøst er støttet af Trine og Gunnar Kjems.
Processen blev indledt i sensommeren med et Open Call, hvor alle de nyuddannede kunstnere fra de tre kunstakademier i København, Odense og Aarhus kunne indsende værker. Juryen har nu voteret og er snart klar til at præsentere de udvalgte værker i KPA’s nye udstilling ÅRGANG 2022, som præsenteres for offentligheden på kunsthallen Møstings fra den 3.-18. december. Udstillingen kommer efterfølgende til at cirkulere mellem arbejdspladser over hele landet, som har det til fælles, at de er medlem af Kunst På Arbejde.
TID & STED
ÅRGANG 2022 kan ses på kunsthallen Møstings, Andebakkesti 5, 2000 Frederiksberg fra lørdag 3. december til søndag 18. december. Der er fernisering torsdag 2. december kl. 17-19, hvor alle er meget velkomne.
KPA CONVERSATIONS
Det var en stor fornøjelse at tale med den danske billedkunstner Nicolai Howalt til KPA Conversations i starten af oktober på Københavns Professionshøjskole – Campus Frederiksberg, hvor Howalts Bokser-billeder fra KPA’s samling lige nu er udstillet.
Kunst På Arbejde havde inviteret Nicolai Howalt til en samtale med KPA’s direktør Marie Louise Helveg Bøgh og KP’s rektor Stefan Hermann, der bl.a. handlede om Howalts kunstneriske praksis og kunstens mere overordnede rolle i arbejds- og studielivet.
Kom med til KPA CONVERSATIONS i Hillerød
Årets næstsidste KPA Conversations afholdes på Københavns Professionshøjskole, Carlsbergvej 14 i Hillerød onsdag 16. november kl. 15-16:30, hvor billedkunstneren Erik A. Frandsen kommer og fortæller mere om sit kunstneriske virke i dialog med KPA’s direktør Marie Louise Helveg Bøgh og KP’s rektor Stefan Hermann.
Erik A. Frandsen er aktuel med en udstilling af værker fra KPA’s samling på Københavns Professionshøjskole i Hillerød, hvor der uddannes sygeplejersker, socialrådgivere, fysioterapeuter og pædagoger.
KPA Conversations er støttet af Augustinus Fonden. Alle er meget velkomne – det kræver blot, at du tilmelder dig via denne mail: eh@kunst-paa-arbejde.dk.
KPA ANBEFALER AKTUELLE UDSTILLINGER
- Trine Søndergaard, “Faraway Nearby“, Greve Museum (indtil 30. oktober)
- Erik A. Frandsen ”Giottos metode”, Trapholt (indtil 20. november)
- Årgang 2022 – KPA’s egen udstilling på Kunsthallen Møstings (3.-18. december).
- Gudrun Hasle, “Gudrun Hasle – Horsens Kunstmuseums samling” (indtil 8. januar 2023)
- Henry Heerup, “Legesind – Heerup, Kunst & Leg“, Heerup Museum (indtil 8. januar 2023)
- Cathrine Raben Davidsen, Vejle Kunstmuseum (indtil 5. marts 2023)
- Tal R – “Tal R og Mamma Andersson – omkring Hill”, Kunsten i Aalborg (indtil 10. april 2023)