Den vrede lagerforvalter var Peter Rindal (1923-2009).
Det hele startede, da Statens Kunstfond i 1964 blev oprettet for at støtte kunstnere økonomisk. Den første uddeling af de livsvarige ydelser fandt sted i februar 1965, og støtte blev givet til en række unge kunstnere bl.a. Klaus Rifbjerg og vores egen Peter Bonnén.
Den nyoprettede Kunstfond medførte en massiv protestbølge i befolkningen, særligt på grund af Rindal som mente, at kunst skulle være en privat sag og ikke noget, man ødslede statskroner væk på.
“Kan kunstnerne ikke sælge deres ting selv, må de finde på noget andet at lave. Vi ønsker ikke at betale Kejserens nye klæder”, fortalte han til sine kollegaer på Kolding Hørfabrik.
Rindal startede derfor en underskriftindsamling, som hurtigt blev til en landsdækkende protest. Både radio, tv og aviser fulgte forløbet tæt. På blot en måned indsamledes mere end 60.000 underskifter, som Rindal personligt overrakte til kulturminister Hans Sølvhøj (S).
Kløften mellem det folkelige og det elitære Danmark var særdeles tydelig, når det drejede sig om kunsten, og Rindal var på alles læber. Deraf opstod begrebet Rindalisme, der i dag også bruges om modstand mod kunst i almindelighed og moderne kunst i særdeleshed.
Statens Kunstfond var dog kommet for at blive. Budgettet udvidedes løbende, men Peter Rindal opgav ikke sin kamp. Han førte sin kamp helt ind i selve Statens Kunstfond, hvor han sad i 11 år valgt som Fremskridtspartiets repræsentant.
