Kunst På Arbejde har for nylig indkøbt en række fantastiske malerier af Morten Buch til vores samling. Vi glæder os til at høre, hvad du synes om dem! Allerede nu er de samlet i udstillingen “Morten Buch – Figurativ følsomhed”, som du kan se lige her.
Se verden på en ny måde
Morten Buch (f. 1970) er autodidakt billedkunstner og havde sin første soloudstilling i 2001. Han arbejder med et ekspressivt maleri, hvor hverdagsgenstande bliver forvredet og forvandlet til næsten abstrakte former.
De farvestærke malerier rummer bl.a. træk fra surrealisme og neopop-kunst, men de knytter sig også til populærkultur som mode og tegneserier. Som i et psykedelisk univers smelter virkelighedens former for dine øjne, når du træder ind i hans univers. Der er liv og leg i formerne! Og en invitation til at se verden på en ny måde..
Et malerisk twist
Buch arbejder ofte i serier, og gentagelsen af motiver spiller en central rolle i hans værker. Når han undersøger hverdagens genstande på lærredet, giver han dem et malerisk twist, der udfordrer genkendeligheden og dermed også din referenceramme. Malerierne er udført i store formater og insisterer på at blive set og mærket.
Buch er optaget af, hvordan vi som mennesker oplever og gengiver det, vi opfatter som virkelighed. De “smeltende” linjer, brugen af markante kontrastfarver og forstørrelsen af de enkle motiver er med til at skærpe vores sanser og bevidsthed ved at suge os ind i maleriets egen fascinerende virkelighed. Der er også fokus på kroppen: Hverdagsgenstande som sko, hatte, stole og madrasser er f.eks. alle genstande, som har været i berøring med den menneskelige krop.
Peter Bonnén om Morten Buch
Kunst På Arbejdes kunstnerisk anvarlige Peter Bonnén fortæller her, hvorfor han har valgt at føje Morten Buch til vores samling:
“Når jeg ser på Morten Buch’s malerier, bliver jeg let om hjertet. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvorfor. Er det, fordi de er lyse og lette, har en munter farveholdning, ingen påbud om at forandre verdenen, eller er det måske den grund, at de har det sjældne, man kalder ynde. Ikke nænsomme, tværtimod, de ser ud som kunstneren på forhånd har haft en række bøtter maling og nogle lærreder stående, og pludselig bare har malet og malet og nået dér ud, hvor det er maleriet, der bestemmer og ikke længere maleren.”
Morten Buch er repræsenteret af Galleri Susanne Ottesen og Galerie MøllerWitt. Han har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds Arbejdslegat og hans værker indgår i samlingerne hos Arken Museum for Moderne Kunst, Horsens Kunstmuseum og Statens Kunstfond.
Fra d. 11. oktober 2018 til d. 20. januar 2019 kan du opleve Morten Buch i udstillingen “PICNIC – Monotypier af Morten Buch” på Kastrupgårdsamlingen og derefter på Horsens Kunstmuseum.