Referat af generalforsamling d. 27. maj 2020
Deltagere: Lisbeth Heyde (med mandat fra Frederik Preisler), Gunnar Kjems, Torben Nielsen, Tommy Petersen, John Westhausen, Povl-Christian Jensen, Kirsten Degel og Casper Christensen
Referent: Anna Krogh
Formanden bød velkommen, og introducerede Kirsten Degel, som er opstillet til nyvalg til bestyrelsen.
Med det forventede nyvalg er bestyrelsen nyligt blevet suppleret med de tre udpegninger af: John
Westhausen, som er udpeget af FH (LO), Povl-Christian Jensen af DA (erstatter Jan Bendtsen) og Hannah Toticki Anbert, der er udpeget af Akademiraadet, der alle blev budt særligt velkommen.
Generalforsamlingen valgte revisor Casper Christensen som dirigent. Dirigenten gennemgik formalia og erklærede generalforsamlingen gyldig.
Ad 1) Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
Formanden fremlagde beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år. Beretningen omfattede
blandt andet en status for nye og udtrådte medlemmer. Nyerhvervede værker blev præsenteret og årsager til frasalg af samlingen gennemgået: KPA har haft en del inaktive værker, og flere værker er efter mange års tjeneste præget af slitage og er dermed ustabile. Frasalg har endvidere haft til formål at skabe plads til modernisering og fornyelse af samlingen således, at medlemmerne også fremadrettet modtager nye, friske udstillinger.
Formanden gav en status på den strategiproces, som blev sat i gang sidste år. Ændringen i ledelsesstrukturen skal sikre, at udviklingen af KPA baseres på en sammenhæng mellem drift og det kunstfagligt arbejde med udvikling og formidling af foreningens udstillinger. Ændring i ledelsessetup betød afsked med daglig leder Mette Thomsen i slutningen af 2019 og en ny tidsbegrænset rolle for Peter Bonnén, der løber til og med 2021. Direktør Anna Krogh, mag.art i kunsthistorie, startede fuld tid den 1. november 2019. Hovedlinjer siden corona-nedlukningen i marts blev opridset.
På nuværende tidspunkt synes KPA at være sluppet forholdsvist nådigt igennem Corona, på trods af at det ikke har været muligt at skifte udstillinger. Teamet i Sølvgade har haft en opsøgende og tæt dialog med medlemmerne, og KPA har – takket været loyalitet fra medlemmerne – kunnet forlænge udstillingsperioderne. Selvom KPA er non-profit, har det været vigtigt at møde medlemmers udfordringer med dét, som KPA særligt kan: At tilbyde kvalitetskunst til arbejdspladserne. KPA har derfor tilbudt gratis foredrag ved direktør Anna Krogh samt en gratis vælg-selv udstilling, og det er blevet taget godt imod. Tilbuddet gælder frem til den 1. december 2020. Foreningen har allerede haft udmeldelser i forlængelse af Corona, hvilket isoleret set arbejder imod strategimålet om, at medlemstallet skal stige.
Initiativerne med at styrke KPA’s produkt, herunder en ny kontingentstruktur og fokus på formidlingstilbud er i god proces. Når disse udviklingstiltag er på plads, vil foreningens fokus igen rettes mod at hverve nye medlemmer. Der har i de forløbne seks måneder været travlhed med dels at udarbejde ny medlemsstruktur, så vi sikrer maksimal fleksibilitet og transparens i medlemskabet, dels med samlingsstrategi og udvikling af nye formidlingstiltag som appen Vizgu og KPA Conversations.
Ad 2) Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse og decharge
Revisor gennemgik foreningens årsregnskab 2019 og indstillede til godkendelse.
Generalforsamlingen godkendte regnskabet.
Ad 3) Valg af bestyrelsesmedlemmer og valg af 1 statsautoriseret revisor
Kristian Byrge er trådt ud af bestyrelsen i løbet af året, og Erik Holm har ikke ønsket genvalg. De tre
organisationer FH, DA og Akademiraadet har hver især udpeget en repræsentant: John Westhausen (FH), Povl-Christian Jensen (DA) og Hannah Toticki Anbert (Akademiraadet). Generalforsamlingen tilsluttede sig bestyrelsen indstilling af nyt medlem Kirsten Degel, museumsinspektør på Louisiana Museum for moderne kunst, og bestyrelsen blev dermed sammensat som følger:
Gruppe A: Lisbeth Heyde (underdirektør, DI), Gunnar Kjems (Cand. Farm. HD, GK Pharma ApS), Frederik Preisler (Partner, kreativ direktør, Mensch) Organisationer: John Westhausen (daglig ledelse, 3F Industri Vestegnen), Povl-Christian Jensen (chefkonsulent, DA), Hannah Toticki Anbert (billedkunstner)
Gruppe C: Anne-Louise Sommer (direktør, Danmarks Designmuseum), Torben Nielsen (tidl. direktør
Kopenhagen Fur), Tommy Petersen (billedkunstner), Villads Villadsen (mag.art, forfatter), Kirsten Degel (museumsinspektør, Louisiana Museum for moderne kunst)
Formanden takkede alle for deres indsats i arbejdet for KPA. Generalforsamlingen tilsluttede sig forslag om valg af ny revisor, hvormed statsautoriserede revisor Christoffer Jensen, BuusJensen blev valgt.
Ad 4) Behandling af forslag fra medlemmer
Dirigenten konstaterede, at der ingen indkomne forslag var.
Ad 5) Forslag om nye medlemstilbud og ny kontingentstruktur
Den nye kontingentstruktur blev vedtaget.
Ad 6) Næste års dato og mødested
Næste års generalforsamling afholdes onsdag den 26. maj 2021. Mødet kan holdes i Industriens Hus.
Ad 7) Eventuelt.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var emner til punktet eventuelt, og erklærede herefter dagsorden for udtømt.