Åbning af gigantisk kunstgulv i Godsbanen
Ruth Campaus helt nye værk ’Quick, Quick, Slow’ er det største kunstværk i Godsbanen til dato. Det blev indviet af kunstneren selv, Godsbanens direktør Marianne Grymer Bargeman og Kunst På Arbejdes direktør Tanya Lindkvist torsdag 14. august 2025.
”Her er kunsten under vores fødder. Vi betræder den. Vi forstyrrer den – og den forstyrrer os tilbage. I en tid, hvor alt skal gå hurtigt, og alt skal give mening med det samme, giver kunsten os et tiltrængt rum – et sted, hvor vi ikke straks skal forstå eller fikse alverdens udfordringer, men hvor vi kan mærke, undres og udvide det rum, vi ellers kender så godt” (citat af Tanya Lindkvist fra åbningstalen).
Kunst På Arbejde har netop indgået et samarbejde med Godsbanen om at sætte endnu større fokus på skiftende samtidskunstudstillinger i Godsbanens kommende ‘Kulturdæk’, der samler kulturprofessionelle i et nyt kontorfællesskab.
Tanya Lindkvist har tidligere udtalt sig om dette samarbejde:
”Tiden er inde til at tænke kunsten strategisk ind i vores arbejdsmiljøer – som en aktiv medspiller i udviklingen af fremtidens arbejdspladser. Vi ved – både fra forskningen og vores 70 års erfaring – at samspillet mellem kunst og arbejdsliv styrker trivsel, motivation, dialog og ikke mindst skaber grobund for innovation. Derfor rammer samarbejdet med Godsbanen direkte ind i vores kernefokus: at bringe kunsten i spil som et aktivt, ledelsesstrategisk værktøj – ikke alene som udsmykning, men som et fundamentalt greb i moderne arbejdsliv.”
Tillykke til Godsbanen og alle de, der får glæde af det smukke kunstværk af Ruth Campau!
Alle er velkomne til at kigge forbi og sanse rummet hos Godsbanen i Aarhus!