DEBAT: Kunsten bør ikke kun være kulturpolitik

Kunsten bør ikke kun være kulturpolitik – for kunsten kan have afgørende betydning for dansk erhvervsliv.

Debatindlæg af Tanya Lindkvist, direktør Kunst På Arbejde

Det er positivt, at regeringsgrundlaget sætter kunst og kultur ind i en større demokratisk sammenhæng og tydeliggør, at kunst, kultur, idræts- og foreningslivet er en hjørnesten i det danske samfund og for folkestyret. Det er en vigtig markering i en tid, hvor både tillid, fællesskaber og den demokratiske samtale er under pres.

Men netop derfor er det også nødvendigt at stille spørgsmålet: Tænker vi kunst og kultur bredt nok?

Regeringen vil udarbejde en samlet kulturpolitisk vision 2040, som skal forme de overordnede målsætninger for dansk kulturpolitik frem mod 2040. Det er et rigtigt og nødvendigt initiativ. Men hvis visionen skal blive mere end en sektorvision, må den række længere ud end museer, teatre, biblioteker, idrætsliv og foreninger. Den må også række ind dér, hvor millioner af danskere bruger en meget stor del af deres vågne liv: på arbejdspladsen.

For arbejdspladsen er et af vores vigtigste hverdagsfællesskaber. Det er her, vi møder mennesker med andre fagligheder, erfaringer og perspektiver end vores egne. Det er her, ledelse, samarbejde, arbejdsmiljø og innovation bliver konkret. Og det er her, kunst og kultur kan gøre en langt større forskel, end vi politisk har haft blik for.

Regeringsgrundlaget peger selv på, at Danmark skal have et moderne og stærkt arbejdsmarked. Regeringen vil blandt andet investere i uddannelse, opkvalificering, omskoling og sporskifte, nedbringe stress og sygefravær og styrke arbejdsmiljøet. Det er vigtige ambitioner. Men hvis vi kun forstår fremtidens arbejdsliv som et spørgsmål om kompetencer, fleksibilitet og beskæftigelse, overser vi noget afgørende: Arbejdslivet er også et kulturelt rum.

Kunst er ikke kun pynt på væggene – det er strategisk

Dansk erhvervsliv står midt i historiske forandringer. Kunstig intelligens, digitalisering, grøn omstilling og stigende kompleksitet forandrer ikke kun vores opgaver. Det forandrer vores relationer, vores dømmekraft, vores sprog og vores måde at være mennesker sammen på.

På arbejdspladser kan kunsten åbne samtaler, der ellers ikke finder sted. Den kan skabe fælles erfaringer på tværs af fagligheder, hierarkier og funktioner. Den kan styrke kreativitet, kritisk refleksion og etisk dømmekraft. Og den kan minde os om, at mennesker ikke kun er ressourcer, medarbejdere eller datapunkter, men sansende, skabende og meningssøgende væsener. Det er ikke blødt. Det er strategisk.

Regeringsgrundlaget har også et stærkt fokus på foreningsliv, frivillighed, skærmfri fællesskaber, børn og unges mistrivsel, læselyst og demokratisk deltagelse. Opsamlingen på kulturpolitikken fremhæver blandt andet kulturpolitisk vision 2040, foreningslivets trepart, kulturpas, modeller for barsel i kulturlivet og arbejdet med at sikre, at AI ikke udhuler det kulturelle kredsløb. Det er alt sammen vigtigt. Men der mangler stadig et tydeligt blik for arbejdspladsen som kulturelt og demokratisk rum.

Hvis regeringen mener alvorligt, at kunst og kultur styrker fællesskab, robusthed og folkestyre, skal kunsten ikke kun møde os i fritiden. Den skal også møde os i arbejdslivet. Der, hvor vi bruger størstedelen af vores tid uden for hjemmet. Der, hvor vi træffer beslutninger. Der, hvor vi udvikler nye løsninger. Der, hvor vi leder, samarbejder og former fremtidens Danmark.

Derfor bør den kommende kulturpolitiske vision 2040 have et tydeligt spor om kunst i arbejdslivet.

Ikke som udsmykning. Ikke som personalegode. Ikke som trivselstiltag i kanten. Men som en del af Danmarks demokratiske, kreative og innovative infrastruktur. For spørgsmålet er ikke kun, hvordan vi får flere mennesker ind i kulturen. Spørgsmålet er også, hvordan vi får mere kultur ind i samfundets vigtigste fællesskaber. Og her er arbejdspladsen et oplagt sted at begynde.