Åndelig modstandskraft i en brydningstid

Dato
12. jun 2026, kl. 16:00-17:00
Sted
Folkemødet

Vi lever i en tid, hvor både den globale orden og vores indre pejlemærker er under pres. Krigen i Ukraine har ændret Europas selvforståelse. USA handler uforudsigeligt. Autoritære strømninger vinder frem. Der tales om militær og økonomisk oprustning og om kulturel modstandskraft.

Men midt i den ydre oprustning melder et andet spørgsmål sig:
Hvad holder et demokrati sammen, når både værdier og alliancer forskydes?

Hvis begrebet ‘Åndelig modstandskraft’ skal give mening, må det være konkret: dømmekraft, etisk refleksion og evnen til at rumme uenighed uden at forvandle modstand til fjendskab. Ikke grænseløs tolerance. Demokratiet kræver grænser. Spørgsmålet er, hvor de går, og om rummelighed kan blive til naivitet, hvis vi ikke tør trække dem.

Her spiller kunsten og kulturen en rolle, men ikke ukritisk. Kan og bør kunst og kultur tage ansvar for demokratiets modstandskraft? Er kulturlivet selv mangfoldigt nok til at rumme den uenighed, det hylder? Eller risikerer også kunsten at blive et ekkokammer?

Kunst og litteratur er samtidig nogle af de få steder i samfundet, hvor vi kan øve os i at leve med flertydighed, tåle tvivl og træde ind i erfaringer, der ikke er vores egne. Netop dér kan de være med til at styrke den kompleksitet, åbenhed og empati, som et demokrati forudsætter.

Samtalen handler derfor ikke om at gøre kunsten til frelser. Den handler om at undersøge, om demokratiet kan overleve uden en form for indre modstandskraft, og om denne modstandskraft er en demokratisk nødvendighed eller risikerer at blive et elitært projekt.

Hvem definerer, hvad der er åndeligt robust?
Og hvem risikerer at blive stemplet som utilstrækkelig?
Hvor går grænsen for at rumme “den anden”?
Kan vi forsvare demokratiet uden at miste dets åbenhed?
Og hvad vil åndelig modstandskraft konkret sige i dag?

Debatdeltagere
Benjamin Koppel, Tanya Lindkvist, Shekufe Heiberg, Camilla Mordhorst og Nina Palesa Bonde.
Moderator: Moussa Mchangama

Tid og sted
Fredag 12. juni kl. 16–17
Art Politico-scenen (D13)

Læs mere