‘Mands drøm’ på Heerup Museum
Dato
20. sep 2025, kl. 11:00-16:00Sted
Heerup MuseumI anledning af Heerup Museums 25-års jubilæum præsenteres udstillingen ’Mands drøm’ fra 20. september 2025 til 1. marts 2026, hvor Kunst På Arbejde bidrager med udlån af to værker fra vores samling ’Kvinde med barn på ryggen’ (1960) og ’I kunstnerens have’ (1962).
Her kan du opleve Henry Heerups kunstneriske udvikling gennem nøgleværker inden for maleri, skulptur og grafik – både fra museets egen samling og fra andre museer og private samlere, bl.a. Kunst På Arbejde.
Fokus er på fire gennemgående temaer i Heerups kunst: Familien, Kærlighed, Krig og Naturen. Disse fungerer som en prisme for at forstå hans livsværk og hans eksperimenterende tilgang til materialer, symboler og udtryk.
Udstillingen viser, hvordan Heerup gennem hele sin karriere vekslede mellem abstrakte og figurative former og arbejdede i krydsfeltet mellem avantgarde og folkelighed. Publikum inviteres til at opleve hans billedunivers som en sanselig og aktuel undersøgelse af menneskelivet og dets store temaer.
Fernisering finder sted på Heerup Museum, Kirkesvinget 1 i Rødovre lørdag den 20. september kl. 11-16, hvor alle er velkomne.