Foreningen Kunst På Arbejde har netop modtaget en generøs donation, der strækker sig over de næste 5 år. Donationen skal finansiere indkøb af værker udført af afgangseleverne fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi.
Det er ægteparret Trine og Gunnar Kjems, der står bag den flotte donation til Kunst På Arbejde, der siden 1954 har formidlet samtidens kunst gennem skiftende udstillinger på arbejdspladser over hele landet.
”Vi er virkelig taknemmelige over Trine og Gunnar Kjems’ overordentlig generøse gestus over for de nyuddannede kunstnere og Kunst På Arbejde. Det er en ære, at de vil dele deres store veneration for samtidens kunst med foreningen og vores mange medlemmer. Med erhvervelse af 20 værker fra hver årgang de næste fem år, som bliver samlet i fem årgangsudstillinger, er Trine og Gunnar Kjems med til at sikre, at den nyeste kunst bliver vist for et bredt publikum. Udstillingerne vil nemlig de næste mange år cirkulere mellem Kunst På Arbejdes medlemmer, der består af såvel private som offentlige arbejdspladser landet over,” udtaler Marie Louise Helveg Bøgh, direktør, Kunst På Arbejde.
Det er ikke helt tilfældigt, at Trine og Gunnar Kjems har valgt at støtte netop Kunst På Arbejde med så generøs en donation: ”Min hustru Trine og jeg er meget optaget af at støtte de nyuddannede kunstnere, som afspejler den tid vi lever i. Vi har fulgt Kunst På Arbejde gennem mange år og glæder os til at være med til at udvælge de kunstnere og værker, der skal indgå i årgangsudstillingerne, og bidrage til, at KPA – Danmarks Mobile Museum – får mere ny kunst at vise frem. Tænk hvis vi nu havde haft årgangsudstillinger siden KPA’s start i 1954” forklarer Gunnar Kjems, cand.pharm, HD, passioneret kunstsamler og bestyrelsesmedlem i KPA.
Også på de danske kunstakademier glæder man sig over, at projektet, der har været undervejs i nogen tid, nu bliver en realitet.
”At kunne medvirke til dele den helt nye kunst med så mange som muligt, ikke bare på gallerier, museer og kunsthaller, men også på de forskellige arbejdspladser, mange af os bruger mange af ugens timer på, er selvfølgeligt kun positivt. Ikke mindst fordi mange af os, der ikke normalt har tid eller er brugere af de mange gode kunst- og kulturinstitutioner, også får mulighed for at møde kunsten og de afgangsstuderendes arbejder i dagligdagen”, siger Lars Bent Petersen, rektor, Det Kgl. Danske Kunstakademi i København.
Kunst På Arbejde og de tre kunstakademier
Det nye samarbejde mellem Kunst På Arbejde og de tre kunstakademier handler om at skabe nye udstillinger med udvalgte kunstnere fra årgangen. Selve udvælgelsen af værker sker gennem et open call fra Kunst På Arbejde, som formidles af de tre akademier. Herefter kan afgangseleverne selv indsende et udvalg af værker, som en kunstfaglig jury med repræsentanter fra Kunst På Arbejde vil vurdere. Juryen består pt. af billedkunstnerne Hannah Toticki Anbert og Tommy Petersen, museumsinspektør Kirsten Degel fra Louisiana, Marie Louise Helveg Bøgh, direktør hos Kunst På Arbejde og mæcenerne Trine og Gunnar Kjems. Blandt de indsendte værker udvælger juryen 18-20 værker af 9-10 kunstnere til hver årgangsudstilling. Den første cirkulerende årgangsudstilling vil blive lanceret i efteråret 2022.
Kunst På Arbejde
Gennem knap 70 år har foreningen Kunst På Arbejde fungeret som et mobilt museum, der cirkulerer kunst af høj kvalitet mellem et stort antal danske arbejdspladser og bidrager aktivt til, at den brede befolkning bliver præsenteret for et stort udvalg af kunst fra 1950’erne til i dag.
Foreningen blev grundlagt i 1954 af bl.a. Louisianas grundlægger Knud W. Jensen, DA, FH (dengang LO) og Akademiraadet. Med den nuværende medlemsskare bliver kunsten i Kunst På Arbejdes udstillinger potentielt set af op mod 30.000 personer – hver dag – et mangfoldigt publikum, som ikke nødvendigvis selv ville opsøge kunsten via galleri- eller museumsbesøg.
Kontakt os
For yderligere information, interview, pressefotos, m.m., kontakt venligst:
Marie Louise Helveg Bøgh, direktør, Kunst På Arbejde, på ml@kunst-paa-arbejde.dk, tlf. 51727997
Pressefoto
Marie Louise Helveg Bøgh, Trine og Gunnar Kjems foran maleri af Peter Bonde.