Ikonisk Krøyer-maleri gæster TDC NET

Dato

september 7, 2026

Pressemeddelelse udsendt af Dansk Erhverv 07.09.2026

Dette efterår får TDC NET i København en enestående gæst: P.S. Krøyers monumentale maleri Fra Københavns Børs (1895). Det er et hovedværk i dansk kunst- og erhvervshistorie og vises som en del af en landsdækkende turné, mens Børsen genopføres efter branden i 2024.

Historie med stærk forbindelse til TDC NET

Krøyers maleri skildrer dansk erhvervsliv anno 1895 med nogle af tidens mest indflydelsesrige erhvervsledere. Centralt i værket står erhvervsmanden C.F. Tietgen (1829-1901), som blandt meget andet grundlagde Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab (KTAS) – forløberen til nutidens TDC.

Dermed får værkets ophold hos TDC NET en særlig historisk resonans. Tietgen havde desuden telefonnummer 1 på sit kontor på Børsen – en detalje, der understreger forbindelsen mellem datidens og nutidens infrastrukturer og erhvervsliv.

”Man kan ikke sige Børsen uden at sige C.F. Tietgen, og man kan ikke sige C.F. Tietgen uden at sige TDC. Vi er meget stolte over, at vi nu kan vise det ikoniske maleri af P.S. Krøyer med TDC NET’s grundlægger hos os og ser frem til de nye samtaler, der opstår blandt kunder og medarbejdere.” siger Michel Jumeau, CEO, TDC NET.

Et historisk magtbillede i nutidens lys

Oprindeligt blev maleriet skabt til Børsen, hvor det i mere end 125 år har været en del af Danmarks fælles kulturarv. Den 16. april 2024 blev værket reddet ud af den brændende bygning i sidste øjeblik – en situation, mange danskere vil huske.

“Det er et helt særligt værk, som fortjener at blive oplevet af mange. Jeg var med til at redde det ud af den brændende Børsbygning og er glad for, at maleriet nu får nyt liv på en rejse rundt i Danmark til bl.a. TDC NET og en række af landets museer, indtil det igen kan vende hjem til Børsen,” udtaler Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Kunst som afsæt for refleksion i arbejdslivet

Hos TDC NET bliver maleriet ikke blot udstillet – det bliver også afsæt for samtaler om arbejdslivets værdier, identitet og fremtid.

“Med Danmarksturnéen ønsker vi ikke blot at give TDC NET’s medarbejdere mulighed for at komme tæt på vores fælles kulturarv, men også at invitere til refleksion over idealerne for erhvervsliv dengang og nu. Hvem ville blive portrætteret i dag? Og hvordan ser magt, ledelse og repræsentation ud i nutidens arbejdsliv?” udtaler Tanya Lindkvist, direktør i Kunst På Arbejde.

Turnéen er initieret af Dansk Erhverv i samarbejde med Kunst På Arbejde og HIZKIA og giver en sjælden mulighed for at opleve et centralt stykke kulturarv helt tæt på – uden for sin oprindelige ramme.

Om værket

P.S. Krøyer (1851–1909), Fra Københavns Børs (1895), 277 x 432 cm.
Maleriet viser 50 af datidens førende erhvervs- og finansmænd samlet i Børsens store sal. Kompositionen afspejler tidens sociale og økonomiske hierarkier, hvor de mest magtfulde figurer er placeret centralt – herunder C.F. Tietgen, som står frontalt og møder beskuerens blik.

Turnéplan

  • Kunstmuseum Brandts, Odense: 27. februar – 30. august 2026
  • TDC, København: 7. september – 13. november 2026
  • ARoS, Aarhus: 27. november 2026 – 22. september 2027
  • Fuglsang Kunstmuseum: 30. september 2027 – 27. februar 2028

Programmet for 2028–2029 er under udarbejdelse. Maleriet vender tilbage til Børsen i 2029.

Pressekontakt
Anna Cecillia Mjørkø, External Communications Manager
22526205, annmj@tdcnet.dk

Lars Olsen, pressechef, Dansk Erhverv
41870818, lao@danskerhverv.dk

Eva Helsted, pressechef, Kunst På Arbejde
53349626, eh@kunst-paa-arbejde.dk

PRESSE: Nye kunstalliancer på tværs af rigsfællesskabet

september 24, 2026
Tone, Eva, Diana og Tanya på kontoret

PRESSE: Bruun Rasmussen og Kunst På Arbejde åbner dørene for kunstens nye generation

september 15, 2026
Janne Moltke-Leth og Tanya Lindkvist - ÅRGANG 2026 - Fotograf Heidi Lerkenfeldt

PRESSE: Med kunsten på arbejde

september 10, 2026
Berlingske Interview med Tanya Lindkvist, Kunst På Arbejde 10. september 2026