Kunst På Arbejde modtager N.L. Høyen Medaljen
Vi er stolte og taknemmelige over, at Kunst På Arbejde har modtaget N.L. Høyen Medaljen ved Akademiraadets prisfest på Charlottenborg. Selve medaljen blev overrakt til vores direktør Tanya Lindkvist under tilstedeværelse af Hans Majestæt Kong Frederik.
Det er en hæder, der gives for en særlig indsats inden for forskning, fortolkning og formidling af de skønne kunster.
Det er stort. Og det forpligter.
Det er ingen hemmelighed, at de sidste to år har været intense, ambitiøse og dybt meningsfulde.
Vi har insisteret på, at kunst ikke blot er dekoration, men en samfundskraft og et ledelsesstrategisk redskab. Vi har rykket kunsten tættere på arbejdslivet. Og vi har styrket alliancen mellem kunst og erhvervsliv som en reel driver for trivsel, tilknytning og innovation.
I dag møder over 30.000 mennesker kunsten gennem vores samling – hver eneste dag – dér hvor hverdagen leves, beslutninger træffes og fremtiden formes. På arbejdspladsen.
Det var præcis den bevægelse, en af vores grundlæggere Knud W. Jensen fra Louisiana satte i gang: At bringe kunsten ud i alle dele af samfundet. Det arbejde fortsætter vi. Med endnu større ambitioner.
Og som det er med næsten alting: Ingen gør det alene. Det her er en holdindsats. Vi er dybt taknemmelige for hele det seje team, der hver dag bringer kunsten i spil – fra Børsen til bilværksteder, fra bankbokse til hospices, smedegange og psykiatriske centre. I er verdens bedste – Eva Helsted, Tone Bonnén, Diana Velasco, Henrik Smith Fabricius, Christian Dinesen, Nina Birgitte Damgaard og Jolene.
Og tak til Kunst På Arbejdes bestyrelse, som i den grad har bakket op og troet på de mange nye tiltag.
Mange tak for en vidunderlig aften til Akademiraadet, bl.a. billedkunstner Peter Holst Henckel, arkitekt Camilla van Deurs, dramatiker Alexandra Moltke Johansen for festtalen og musik ved accordeonist Bjarke Mogensen.
Hjertelig tillykke til alle prismodtagerne:
Billedkunstner Nanna Abell, arkitekt Anne Beim, kunstnerduoen AVPD, arkitekterne BOGL, billedkunstner Larissa Sansour, arkitekterne EFFEKT, billedkunstner Peter Bonde og arkitekt Poul Ove Jensen.
Af hjertet tak!

