Din hjerne udvikles ved at se på kunst. Ikke sådan, at du udvikler mentale superkræfter, der hjælper dig med at præstere, men mere subtilt vil din evne til at opfatte nuancer og kompleksitet i kunsten udvikles over tid, i takt med at du eksponeres for kunst. Man kan sammenligne det med musik.
Populærmusik er ofte enkel i sin opbygning og kendetegnet ved gentagelser. Det er iørefaldende og har derfor en bred appel. De fleste holder af et godt pop-nummer. Jazz kan derimod være mere kompleks i sin opbygning, og det kan være vanskeligt at “høre” nuancerne, der danner helheden, og det kan opleves som støj. Det samme med billedkunsten. Glade farver og en god komposition er på samme måde som pop-sangen, nem at “fordøje”. Der er noget, vi kan genkende, og fordi det er enkelt, behøver vi ikke at anstrenge os for at forstå det – vi har set det før, og kan trække på erfaringerne.
Kunst kan, ligesom musik, være mere eller mindre komplekst. Undersøgelser af hjernen viser, at hjerne trænes, når man ser på kunst og herigennem udvikles til at se flere og flere nuancer i kunsten.
Det passer godt, med vores erfaringer fra hverdagen gennem mange år. Nye kunder efterspørger ofte glade farver, og de fortæller os, at de ansatte bliver triste, når de ser på mørke farver. Nu er det sjældent kunstens ærinde at levere glade farver til beskueren, så det er vanskeligt for os at levere. Men det gør ikke noget, for efter at have modtaget skiftende kunstudstillinger i en periode, begynder vores kunders præferencer at ændre sig. De begynder at se noget mere end blot mørke eller lyse farver, og dermed opnår de alle de oplevelser, der gemmer sig i kunsten.
