• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
  • Gå direkte til footer
Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

  • FORSIDE
  • UDSTILLINGER
  • VÆLG SELV
  • KUNSTNERE
  • BLIV MEDLEM
    • PRISER
  • OM KPA
    • HISTORIE & ORGANISATION
    • KONTAKT
    • GALLERI FRA MEDLEMMER
    • ARTIKLER
    • VEDTÆGTER
    • REFERATER FRA GENERALFORSAMLINGER
  • DET SKER

Kunst til virksomhedens vægge er da noget, man låner – CityAvisen marts 2014

I 60 år har foreningen Kunst På Arbejde i Sølvgade leveret lånekunst til danske virksomheder. Konceptet fra 50’erne holder den dag i dag, og undersøgelser viser, at vi er vilde med kunst på arbejdspladsen.

Når arbejdspladsen har moderne kunst på væggene og skulpturer i foyeren, har det en positiv betydning for medarbejderne. Det mener seks ud af ti lønmodtagere ifølge en undersøgelse foretaget af YouGov for Ugebrevet A4.

Kunstens positive virkning kan man tale med om i Sølvgade, hvor foreningen Kunst På Arbejde holder til. Non-profit foreningen, der i år fejrer 60 års jubilæum, har siden 1950’erne udlejet kunst til virksomheder over det ganske land.

Formålet er at formidle og fremme interessen for kunst på danske arbejdspladser, siger Mette M. Thomsen, der er arbejdspsykolog og daglig leder af Kunst På Arbejde. Således lever foreningen i 2014 videre på ånden fra stifteren, Knud W. Jensen, der også grundlagde kunstmuseet for moderne kunst Louisiana. “Folks berøringsflade med kunsten må med alle midler forøges, og de to bedste muligheder er kunst i skolen og kunst på arbejdspladsen,” sagde han dengang.

Seks udstillinger om året

Kunstforeningen er bygget op omkring et låne- og rotationsprincip. Vælger man som virksomhed at være med i foreningen, kan man i løbet af et år få seks forskellige udstillinger på virksomhedens vægge. En udstilling består typisk af 17-20 værker til låns. Omkring hver ottende uge kommer medarbejdere fra Kunst På Arbejde ud på virksomheden, piller den gamle udstilling ned og erstatter den af en ny, og vupti er der nye kunstneriske oplevelser for medarbejderne.

»Foreningen hviler på et stærkt ideologisk fundament. Mange tænker, at kunst er elitært, men i virkeligheden rammer kunsten en stor, bred middelklasse. Vi vil gerne bringe kunsten ud i det levede liv,« siger Mette M. Thomsen. Og kunsten er ikke bare glade farver og dekorationer, men også fyldt af holdninger og provokationer, der opfordrer til refleksion og eftertanke og samtidig kan være med til at give velbehag.

“Kunst er kommet for at blive. Siden hulemanden har vi udsmykket os selv og vores omgivelser,” siger Mette M. Thomsen. I samlingen er der værker af Henry Heerup og Wilhelm Freddie, Poul Gernes, Kirsten Justesen og Kaspar Bonnén, for blot at nævne et lille udsnit. Det er kunstneren Peter Bonnén, der har det kunstneriske ansvar for vedligeholdelsen af samlingen og skærer igennem, når der opstår uenighed om værkerne. “Kunst kan diskuteres herfra og til månen,” siger Mette M. Thomsen.

Lagersalg i Sølvgade

Kunst På Arbejde vil fremover lægge større vægt på originalværker. Derfor skiller foreningen sig af med en række grafiske værker, der kan købes fra foreningens nye lokaler i Sølvgade 4. Længe havde foreningen til huse i et pakhus på Islands Brygge, men 60-året markeres også ved at flytte tilbage til byen.

Foreløbig er der åbent i foreningens lokaler hver fredag klokken 10-14.

Af Christian M. Olsen

Skrevet i: Artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Bliv en del af vores nyhedsbrev og modtag nyheder og informationer om nye værker og lign.

  • Email
  • Facebook
  • Instagram
  • LinkedIn
  • YouTube

Kunstnere

Albert Mertz Andy Warhol Anna Fro Vodder Asger Mortensen Balder Olrik Bent Holstein Bjørn Nørgaard Bjørn T. Hansen Claus Carstensen Erró Frans Jacobi Frithioff Johansen Henry Heerup Hotel Pro Forma Jan W. Morthenson Jens Axel Beck Jens Birkemose Jens Thegler Jim Dine Karel Appel Kaspar Bonnén Kenn André Stilling Kirsten Dehlholm Lars Nørgård Lise Malinovsky Mie Mørkeberg Morten Buch Ole Sporring Per Arnoldi Per Kirkeby Peter Bonde Peter Bonnén Peter Carlsen Peter Hentze Peter Holst Henckel Peter Nyborg Pierre Alechinsky Poul Gernes Preben Franck Stelvig Richard Mortensen Seppo Mattinen Stig Brøgger Sven Dalsgaard Tom Krøjer Wiliam Skotte Olsen
Sølvgade 4, 1307 København K - Tlf.: 3313 5601 - Email: post@kunst-paa-arbejde.dk