Vi arbejder dagligt på at udbrede kendskabet til kunsten i arbejdslivet og deltog derfor for ganske nylig i HR-messen Træfpunkt 2021 i Øksnehallen i København. Det var helt overvældende at mærke den store og oprigtige interesse for at skabe trivsel og dannelse via kunsten i arbejdslivet.
På messen mødte vi bl.a. kulturdebattøren Anne Sophia Hermansen, som talte om dannelsens comeback i de kommende år. På bagkanten af Corona er mange blevet opmærksomme på at være sammen om noget større og bygge bro mellem generationer, hvilket skaber en fornyet interesse for kunst og kultur på arbejdspladserne. I en tid, hvor der hurtigt skabes fronter og tolerancen generelt er under pres, åbner kunst i arbejdslivet for nye samtaler og skaber nye fællesskaber.
Vores tid kalder på større tolerance, refleksion og fordybelse. Vi er stolte over at tilbyde de små mentale pauser i arbejdslivet, som vores skiftende udstillinger skaber i en ellers travl hverdag.
Læs mere om vores kunst-fællesskab
Mød vores tre udstillingskonsulenter
En rigtig stor del af vores arbejde består i at opsætte nye udstillinger hos vores medlemmer. Det kræver helt særlige kompetencer at sørge for, at kunsten opsættes æstetisk og håndteres forsvarligt på arbejdspladserne.
Det er vores tre udstillingskonsulenter, der står for det – billedkunstner Christian Dinesen, kunsthistoriker Dan Mølgaard og billedkunstner Henrik Schmidt. De har dialogen med medlemmerne og rådgiver dem om de optimale løsninger.
Hvis du savner sparring omkring kunsten på dit arbejde, er det Christian, der står for medlemmerne i Storkøbenhavn, Henrik servicerer de øvrige medlemmer øst for Storebælt og Dan sørger for dem vest for Storebælt.
Nye værker i samlingen
Vi har for ganske nylig erhvervet to nye værker af Marianne Grønnow til vores samling, som lige nu pryder væggene på vores eget kontor i Sølvgade.
Planen er, at værkerne skal indgå i en ny udstilling til vores medlemmer med værker af Marianne Grønnow, Malene Landgreen og Bodil Nielsen. Vi glæder os meget til at præsentere den nye udstilling, når den er klar til udlån!
Se alle kunstnerne i vores samling
KPA anbefaler aktuelle udstillinger
- Art Week Copenhagen (28. september – 3. oktober)
- Arne Haugen Sørensen i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk tæt på Herning (indtil 10. oktober). Vi har bidraget med billeder til udstillingskataloget.
- Nicolai Howalt, m.fl. “Art of Sport”, Copenhagen Contemporary (indtil 24. oktober)
- Trine Søndergaard, Nicolai Howalt og Astrid Kruse Jensen, m.fl. “I virkeligheden – Fotografisk Center 25 år”, Fotografisk Center i København (indtil 24. oktober)
- Mie Mørkeberg “Kryptomania” på Trapholt i Kolding (indtil 21. november)
- Kirsten Justesen, m.fl. “Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet”, SMK (indtil 21. november)
- Emily Gernild, m.fl. “Blomsten i Kunsten” på Arken (indtil 9. januar 2022)
- Anette Harboe Flensburg “Træerne findes” på Johannes Larsen Museet i Kerteminde (indtil 9. januar 2022)
- Trine Søndergaard “Works” i Den Sorte Diamant i København (indtil 29. januar 2022)
- Michael Kvium på Horsens Kunstmuseum (indtil 30. januar 2022)