Mike Mac-Leod Worning ‘Det Tredje Potentiale #4’ (2022), 100×70 cm, blyant på papir. Værket er med i udstillingen ÅRGANG 2022.
Mike Mac-Leod Worning (f. 1979) bruger meditation som et grundlag for sin praksis, hvor intentionen er ren overgivelse og tilstedeværelse. Kunstneren oplever, at færre i den vestlige verden tør slippe kontrollen og overgive sig til nærværet. Essensen i værkerne handler derfor om at udvikle sit menneskelige og åndelige potentiale. Værkerne er lavet i overgivelsen til nuet, og i et opgør med det at leve i et præstationssamfund, fuld af stres og angst for ikke at være god nok og for ikke at være en del af fællesskabet. Han forsøger med sine værker at videregive en energi, en intention – måske en lille pause i hverdagen.