MØD KPA PÅ ART HERNING 2023
2023 er skudt i gang og vi glæder os over alle de nye tiltag i vores forening. For at øge kendskabet til kunstens rolle i arbejdslivet deltager Kunst På Arbejde for første gang på kunstmessen Art Herning 2023. Her viser vi KPA’s helt nye udstilling ÅRGANG 2022 med 25 værker af 15 nyuddannede kunstnere fra de tre danske kunstakademier.
Udstillingen ÅRGANG 2022 er en enestående mulighed for at se samtidskunst af en helt ny generation af kunstnere, der alle tog afgang fra et af de tre danske kunstakademier i sommer. Det er et stærkt felt af nyuddannede kunstnere, der samles i Herning. Værkerne stikker i mange retninger, og giver indblik i den mangfoldighed, der er i kunsten lige nu. Formålet er at vise den store spændvidde og udbrede kendskabet til kunstscenens helt nye talenter.
De deltagende kunstnere: Anna Munk, Anne Mie Bak, Clara Busch, Emilie Imán, Esben Weile Kjær, Jakob Sjøberg, Kristine Karlshøj Leopold, Marie Rud Rosenzweig, Mike Mac-Leod Worning, Mikkel Kaldal, Naila Hekmat Abdullah, Paula Duvå, Rasmus Niclas Rose Nielsen, Robin Baasch og Søren K. Rye.
Værkerne i ÅRGANG 2022 er doneret af Trine og Gunnar Kjems og blev vist i kunsthallen Møstings på Frederiksberg i december 2022. Umiddelbart efter kunstmessen i Herning skal udstillingen i cirkulation mellem KPA’s medlemmer, som tæller arbejdspladser over hele landet.
TID & STED
27.-29. januar 2023 / Fredag kl. 14-19 / Lørdag kl. 11-17 / Søndag kl. 11-16
Art Herning 2023, MCH Herning Kongrescenter, Østergade 37, 7400 Herning
Entrébillet: 80 kr. / Børn under 12 år kommer gratis ind.
Alle er meget velkomne!
VELKOMMEN TIL TONE BONNEN
Kunsthistoriker og kurator Tone Bonnén er netop tiltrådt en deltidsstilling som kunstfaglig medarbejder hos Kunst På Arbejde. I samarbejde med foreningens direktør står hun for at sammensætte udstillinger til vores nye format Special Edition, som lanceres i løbet af foråret.
Det er skønt, at Tone Bonnén har sagt ja til at hjælpe os med at lancere Special Edition. Hun er særdeles velorienteret inden for dansk samtidskunst og har et stort kunstfagligt netværk, som hun kan trække på. Vi glæder os allerede over samarbejdet og ser frem til at præsentere de første Special Edition-udstillinger inden længe.
Med det nye initiativ Special Edition vil Kunst På Arbejde bringe værker fra kunstneres atelierer direkte ud til en bred skare af borgere på landets arbejdspladser. Det nye initiativ er muliggjort ved hjælp af en bevilling fra Kulturministeriets udlodningsmidler.
Vi glæder os til samarbejdet både med Tone og alle de nye kunstnere, hvis værker snart bliver en del af vores samling.
KPA’S UDSTILLINGSKONSULENTER
En rigtig stor del af vores arbejde består i at opsætte nye udstillinger hos vores medlemmer. Det kræver helt særlige kompetencer at sørge for, at kunsten opsættes æstetisk og håndteres forsvarligt på arbejdspladserne.
Det er vores tre udstillingskonsulenter, der står for det – billedkunstner Christian Dinesen (t.v.), musiker Nikolaj Montin Lindberg (midten) og billedkunstner Henrik Schmidt Fabricius (t.h.). De har dialogen med medlemmerne i det daglige og rådgiver dem om de optimale løsninger.
Hvis du savner sparring omkring kunsten på dit arbejde, er du velkommen til at tage fat i konsulenterne. Christian servicerer primært medlemmerne i Storkøbenhavn og vest for Storebælt, Nikolaj står for logistikken på kontoret, men kører også indimellem ud til medlemmer og Henrik varetager fortrinsvis medlemmerne øst for Storebælt.
- Emily Gernild (m.fl.), “MAD MAD MAD”, Gl Holtegaard (indtil 12. februar)
- Cathrine Raben Davidsen, Vejle Kunstmuseum (indtil 5. marts)
- Tal R – “Tal R og Mamma Andersson – omkring Hill”, Kunsten i Aalborg (indtil 10. april)