Anna Krogh tiltræder som direktør for foreningen Kunst På Arbejde (KPA), hvor hun får opgaven med at videreudvikle en af landets største udstillingsinstitutioner. Fundamentet for denne nye rolle bygger på en veldokumenteret evne til at formidle kunst, og de evner kommer nu KPA til gode:
”Med Anna Krogh som KPA-direktør, tilføres foreningen en stærk kunstfaglig kapacitet. Erfaring og resultater fra bl.a. ARoS og fra Brandts, understreger solide kompetencer indenfor formidling af samtidskunst, som KPA har fokus på. Og vi ser frem til, at Anna bringer sine kerneværdier – faglighed, begejstring og formidling – i spil i KPA,” siger bestyrelsesformand Lisbeth Heyde.
Som direktør for KPA ser Anna Krogh en enestående mulighed for at bidrage til at foreningen står som en væsentlig og synlig aktør i kunstens verden:
“KPA er en af de fineste foreninger på den danske kunstscene med et meget ædelt og vigtigt formål, nemlig at bringe den nye kunst ud til medlemmerne og arbejdspladserne. Det er en stor ære og et privilegium at skulle stå i spidsen for denne hæderkronede institution, i kunstens tjeneste. Jeg glæder mig rigtig meget til sammen med teamet i KPA at videreudvikle foreningen, arbejde med samlingen og formidle nutidskunsten, så den bliver interessant og relevant for dem, der møder den”, forklarer Anna Krogh.
Mød kunsten på dit arbejde
For at gøre kvalitetskunst til en del af danskernes bevidsthed tog blandt andre Louisianas grundlægger Knud W. Jensen, sammen med DA, FH og Akademirådet initiativ til grundlæggelse af foreningen for 65 år siden. Foreningens vigtige formål er stadig at bringe kunst tæt på danskerne. Opgaverne i det nye samarbejde om at styrke kunstformidlingen og bringe kunst helt tæt på – ind på arbejdspladser, på uddannelsessteder, institutioner og organisationer – bliver modtaget som en gave:
“Som mangeårig kurator har jeg trukket publikum til kunsten. Nu er det omvendt – jeg kommer til dem. Det er et vigtigt stykke arbejde – og udfordrende for mig. Det giver nogle helt nye muligheder for at formidle kunsten, og jeg er meget opsat på at skabe en aktiv forening med levende diskussioner om kunsten og alt det den kan: Udfordre, overraske, tricke vores sanser, fantasi og vække til eftertanke”, fortæller Anna Krogh. Anna Krogh afløser Henrik Broch-Lips, der efter kort tid valgte at opsige samarbejdet med KPA.
Om Kunst På Arbejde
Kunst På Arbejde er en non-profit forening, der indkøber og cirkulerer samtidskunst blandt danske arbejdspladser. Foreningen rummer en af Danmarks største private samlinger på flere end 3.700 værker, der udgør kernen udstillingsinstitutionen. Medlemskredsen rummer private og offentlige virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet.
For yderligere information:
Anna Krogh mygmif@gmail.com tlf. 26257266 Lisbeth Heyde, lin@di.dk tlf. 29494620
Anna Krogh er mag.art i kunsthistorie, Københavns Universitet, og har en MA fra New York. Anna Krogh er tidligere kurator på ARoS og Brandts og medlem af Statens Kunstråds Internationale billedkunstudvalg. Blandt en række tillidshverv er Anna Krogh placeret i kunstmiljøet som en anerkendt redaktør og skribent for udstillingskataloger om samtidskunst, og hun bidrager til kunstscenen som en excellent formidler i forskellige roller som jurymedlem, mentor, underviser, foredragsholder, gæstedeltager i DR’s kunstquiz mv.