PRESSE: Nye kunstalliancer på tværs af rigsfællesskabet

Dato

september 24, 2026

I kølvandet på den store forsvars- og sikkerhedsaftale mellem Grønland, Danmark og USA, er det en stor glæde for os at offentliggøre, at Kunst På Arbejde har modtaget støtte til et ambitiøst 3-årigt projekt om nye kunstalliancer i Rigsfællesskabet

Kunst På Arbejde har modtaget støtte fra Augustinusfonden, Statens Kunstfond og Beckett-Fonden til et treårigt projekt “Nye kunstalliancer på tværs af Rigsfællesskabet”. Projektet skal styrke forbindelserne mellem Grønland og Danmark gennem samtidskunst og skabe nye møder mellem kunst, mennesker og hverdagsliv.

Med afsæt i langsigtede samarbejder med grønlandske kunstnere og institutioner vil projektet udvikle et ambitiøst udstillingsprogram, der bevæger sig mellem Grønland, Danmark og danske arbejdspladser. Her bringes kunsten ud af de traditionelle institutioner og ind i arbejdslivets rum, hvor den kan åbne for refleksion, dialog og nye perspektiver på identitet, fællesskab og relationer.

Kunsten som fælles tredje
Projektet tager afsæt i den aktuelle geopolitiske og kulturelle udvikling i Rigsfællesskabet, hvor spørgsmål om identitet, selvforståelse og relationer fylder stadig mere. Kunst På Arbejde arbejder med kunsten som et “fælles tredje” – et åbent og sanseligt rum, hvor komplekse spørgsmål kan udfolde sig uden at blive reduceret til entydige svar.

“Der er i disse år et stigende behov – også på danske arbejdspladser – for nye måder at forstå og tale om Rigsfællesskabet på. Kunsten kan noget særligt her. Den skaber rum for nuancer, nysgerrighed og refleksion. Vi er derfor også virkelig taknemmelige over den generøse støtte til det 3-årige projekt,” siger Tanya Lindkvist, direktør i Kunst På Arbejde.

Et landsdækkende udstillingsprogram
Projektet løber over tre år og omfatter:

  • Et årligt udstillingsprogram med samtidskunst fra Grønland
  • Udstillinger, der først vises i Grønland og derefter cirkulerer til arbejdspladser i hele Danmark
  • Formidlingsaktiviteter som kunstnersamtaler og events
  • Strategiske erhvervelser af flere værker til Kunst På Arbejdes samling

Gennem Kunst På Arbejdes landsdækkende platform vil udstillingerne nå et bredt publikum og bringe samtidskunst fra Grønland ud til mennesker, der normalt ikke opsøger kunstinstitutioner.

Nye partnerskaber og vidensudveksling

Projektet skydes i gang med en research-tur til Grønland (28. september – 1. oktober 2026), hvor Kunst På Arbejde skal mødes med centrale grønlandske aktører, herunder Nuuk Kunstmuseum, Katuaq – Grønlands Kulturhus, Kunstskolen i Nuuk og Kunstforeningen KIMIK, Kommuneqarfik Sermesooq og en række grønlandske kunstnere.

Research-turen har til formål at opbygge relationer, der kan bidrage til at udvikle projektet over de kommende år og skal bidrage til både kunstnerisk kvalitet, lokal forankring og langsigtet vidensopbygning.

En styrket og mere repræsentativ samling

Projektet adresserer samtidig et behov for en bredere repræsentation i Kunst På Arbejdes samling, som i dag kun i begrænset omfang rummer kunst fra Rigsfællesskabet. Gennem nye erhvervelser og udstillingsaktiviteter vil projektet skabe en mere nuanceret og tidssvarende samling.

Om Kunst På Arbejde

Kunst På Arbejde blev grundlagt i 1954 af Louisianas stifter Knud W. Jensen og har i dag en samling på ca. 2.700 værker. Organisationen bringer kunst ud på danske arbejdspladser gennem et landsdækkende udstillingsprogram, der dagligt opleves af op mod 30.000 mennesker

Kontakt os

Eva Helsted, presse- og kommunikationschef, Kunst På Arbejde
T: 5334 9626 / M: eh@kunst-paa-arbejde.dk

PRESSE: Et stærkere rigsfællesskab kræver mere end en forsvarsaftale

oktober 5, 2026
Debatindlæg om Rigsfællesskabet i Altinget 5 oktober 2026

PRESSE: Bruun Rasmussen og Kunst På Arbejde åbner dørene for kunstens nye generation

september 15, 2026
Janne Moltke-Leth og Tanya Lindkvist - ÅRGANG 2026 - Fotograf Heidi Lerkenfeldt

PRESSE: Med kunsten på arbejde

september 10, 2026
Berlingske Interview med Tanya Lindkvist, Kunst På Arbejde 10. september 2026