Udstillingen Forskydninger og sammenfald samler en række meget forskelligartede værker, der har det til fælles, at de hver især overskrider de enkelte materialers almindelige beskaffenhed. Med udstillingstitlen vil vi pege på værkernes evne til at transformere vores velkendte erfaringer med et givent format eller stof. På den måde er det håbet, at de enkelte værker åbner for nye perspektiver på de materialer og fænomener, som vi alle sammen er omgivet af.

Værket C.A.S.T af den norske kunstner Oscar Yran (f. 1990) består af et objekt i form af en stor, sammensmeltet plastikklump, som kunstneren har fundet ved den danske vestkyst, hvor det var skyllet ind på stranden. Selvom plastikklumpen er et fremmedelement i hav og på strand, er der groet små skaller på den, og også sand og tangdele vidner om, at objektet har blandet sig sammen med omgivelserne. Sat op på en piedestal præsenterer kunstneren objektet som en skulptur og fremviser på den måde også et potentiale i plastikklumpen som andet og mere end en genstand, der forurener.

De tre malerier Trauma Bonding, Power Couple og Ode To The Ever Never Changing #2 af Aske Hvidtfeldt (f.1985)er malet på henholdsvis bomuld og hør og basen for værkerne er dermed “naturlige” materialer.  Malerierne er udført med paintbrush-teknik med den syntetisk fremstillede akrylmaling. Det er gennemgående for malerierne, at et sløret motiv udgør hele den billedflade, der kommer til at fungere som en baggrund i malerierne ved, at Hvidtfelt med en mere præcis streg lægger mindre, skarpt optegnede billeder og figurer ovenpå det motiv, der dækker lærredet. Der er ingen umiddelbar sammenhæng mellem forgrund og baggrund i motiverne, hvorfor det samlede udtryk kommer til at minde om computerskærmens måde at organisere foldere og filer i et digitalt billedlag, der visuelt fremtræder som det, der ligger “tættest” på skærmens overflade.

Det indrammede stykke bobleplast med indsyede perler er et værk med titlen The Gallerist af kunstneren Ida Retz Wessberg (f. 1986). Bogstaverne på perlerne i værket former teksten: ”She wraps up the artworks in plastic bubbles with encapsulated air so it will be protected during transport”. Mens teksten altså beskriver, hvordan bobleplasten normalt bliver anvendt, så bryder kunstneren materialets funktion med sin intervention i materialet. På den måde kollapser bobleplastens form og funktion og værket fremstår som en refleksion over vores omgang med materialerne, der omgiver os i hverdagen.

Værket Farve Parfume af Claus Egemose (f. 1956) består af en “ramme” sammensat af plexiglas i forskellige farver, tykkelser og længder. Selve “billedet” skabes gennem materialernes evne til at reflektere lys. Det er en egenskab, der gør, at udtrykket skifter afhængigt af værkets placering, hvordan lyset falder, og hvordan man selv bevæger sig i forhold til værket. Det er altså et værk, der indbyder til fornyet opmærksomhed på lyset og farvespillet i selve det rum, som værket hænges op i. På den måde kan man sige, at værket på en gang er helt betinget af og peger tilbage ind i sin særlige materialitet og at værket samtidig “sker” og er løsrevet fra materialet og ligger i de nye sansninger det afstedkommer.

Værkerne Echo – points and straight lines crossing a gap (V) og (VI) af Signe Jais (f. 1967) er begge del af en serie af værker, hvor kunstneren, som titlen antyder, forbinder nogle adskilte elementer med nogle linjer hun udstikker. I begge de tilfælde, som vi her har med at gøre, har hun monteret ternet papir på nogle stykker af pap og trukket sytråd mellem nogle punkter i arkene, der spejler hinanden. På den måde skaber kunstneren mønstre og forbindelser mellem kompositionernes præcist opmålte koordinater, sytrådens blødhed og taktile potentialer.

KPA, 2023