Det Kgl. Danske… anno 1998

Det Kgl. Danske… anno 1998

Værker af ni malere fra Det Kgl. Danske Kunstakademi beskrives her af en af de kunstnere, der selv gik på akademiet dét år: Kaspar Bonnén fortæller om sine kollegaers (og egne) maleriske metoder. En god årgang med et hav af malende talenter.

Tanja Rau beskæftiger sig med enkle og tegnagtige figurationer. Hendes billeder arbejder med den tidlige modernisme, hvor farven og formen beskrev et transcendentalt og åndeligt sted. Men Rau tilfører dette rum simple billeder, som også er knyttet til starten af århundredet: bilen, fabrikken, motorvejen og det moderne samfunds opståen. Disse to motiv-universer blander hun sammen og danner dermed et nyt billede.

Julie Sass’ malerier handler om rum. Men rummet er uvirkeligt, og der resterer kun nogle angivelser, som gør os opmærksomme på billedets rumlige status. Og bagved er farven trukket i transparente lag, som udgør en anden form for rum eller lag. Enhver genstand og betydning er trukket ud af rummet. Rummet eksisterer kun som et immaterielt farveskær – som et slør mellem os og verden.

Kristian Devantier maler naivistisk, farvestrålende, underfundigt, virkelighedsfabulerende og humoristisk på én og samme tid. Motiverne er både nære og velkendte, men udtrykt og malerisk formuleret i et helt særegent sprog. Stilen er stiliseret og minimalistisk, bevidst naiv, og med et stærkt formalistisk præg; enkelte af billederne tangerer abstraktion med rene, geometriske former. Farverigt, legende let og forenklet.

John Kørner har i et års tid malet lilla motiver på en gul grund, af og til med lidt rødt eller lyseblåt som effektfarve. Farverne er reduceret til enkle greb, og billederne koncentrerer sig om enkle fortællinger og klare udsagn: Gå en tur. Slap af. Eller mere politisk: ’Free Tibet’. Udsagn, som ofte opfattes som klicheer, men som han gerne vil tage på ordet. Så man med en vis humor genovervejer livets forskellige problemer.

I Gitte Bachs billeder findes også en lyst til at fortælle. Men det er ikke fortællingen, som vi ser et udsnit af, men fortællingens spor, som ligger bag vores måde at kommunikere på, så vi ser en narrativ struktur aflejret på billedet. Billederne er på den måde tømt for sit eget i indhold, eller netop ladet med det.

Rasmus Danøs billeder fungerer næsten som aftryk af nogle objekter, eller snarere som aftryk af objekternes omgivelser. Farven spreder sig fra objekterne, som har været der, men er forsvundet, men Danø overvejer ikke den tomhed. Han forkaster den og lader farven være fylden, der løfter sig fra billedet.

Hos Jacob Thellufsen insisteres der ikke på at lave maleri. Maleriet er et felt, hvor alt muligt trækkes ind og gøres til genstand for overvejelse. Det gør ligesom billederne mere collageagtige. Notater, citater, tegning hives ind i billedet, som ikke kun er et æstetisk objekt, men er et kommunikativt medie på linje med andre medier, og hele tiden flettes tanker, påstande og idéer om verden ind i materialerne.

Hos FOS alias Thomas Poulsen ser vi den samme konstante griben efter verden. Han mixer sine billeder frem. Et bord, en plakat, bryster. Alt, der har en tiltrækning, samles i billedet. Der er ofte et arkitektonisk element i billederne, som om rummet eller bygninger styrer den måde, som billedet er komponeret på, i samspil med farven og materialet.

Mine egne malerier er to sort-hvide billeder. Jeg har taget udgangspunkt i en impulsiv malemetode, hvor forskellige tegn, ansigter, rum og mønstre flettes ind i hinanden. Så udtrykket er kaotisk, en form for all-over-painting, hvor indfald og ideer flyder mellem hinanden.

Kaspar Bonnén, 1998
Kunstner