Udstillingsnummer
273
Kunstnere
Philip Stein Jønsson
Judith Fischer-Hansen
Gunnar Aagaard Andersen
Nils Erik Gjerdevik
Anita Jørgensen
Phillip Stein Jønsson
ABSTRAKTIONER
Den abstrakte eller non-figurative kunst har været massivt til stede i billedkunsten siden begyndelsen af 1900-tallet og har antaget et utal af former og meget varierede udtryk. Fælles for den kunst, der betegnes som abstrakt er, at den ikke umiddelbart ”forestiller noget” eller mimer en genkendelig virkelighed. Den kan imidlertid godt lade symboler eller elementer af noget figurativt indgå i nye sammenhænge og her skabe helt nye billeder. Hovedvægten af udstillingens værker er fra 1980erne, men udstillingen indrammes af to malerier fra midten af 1960erne samt et litografisk tryk fra 2003.
Gunnar Aagaard Andersens (1919-1982) malerier, der begge har titlen ”Drivert på rosa bund”, er fra 1966. De er del af en serie af værker som kunstneren lavede, hvor han i hvert tilfælde arbejdede med en stribe af maling som han lod løbe hen over lærredet og skabe figurer ved at vende og dreje det grunderede lærred i forskellige retninger. Resultatet blev forskelligt for hvert lærred og med den drivende maling ned fra hver af de streger, der tegner figurerne, er det ikke så meget figurerne, som det er processen, de er blevet til ved, der er værkernes egentlige motiv.
Anita Jørgensen (f. 1942) er repræsenteret på udstillingen med tre ”Repetition II” malerier fra 1981. De farverige penselstrøg i collagemalerierne brydes af linjer, der repeterer sig selv hen over fladen og skaber en rytme indenfor rammen af hvert af værkerne. Der er ikke noget egentligt motiv, men linjerne fungerer både som et forstyrrende og organiserende princip for værkerne og gør på den måde ”Repetitionen” til både maleriernes tema og motiv.
Judith Fischer-Hansens (f. 1952) værker fra 1984 er en serie på fire meget farvestrålende malerier, der uden at have en motivverden, der placerer dem i en særlig tid, alligevel har et meget 1980er agtigt udtryk i kraft af farveholdningen og de få figurative elementer i værkerne. De store, grove og ekspressive penselstrøg i klare farver, der fordeler sig hen over maleriernes flader, giver en vild kraft til billederne. De brydes af indskudte farvefelter og afgrænsende linjer, der omvendt fungerer regulerende for billedopbygningen. En lille pink bil og pink digitaltal er tilføjet værkerne ”Tilklaring” og ”Efterklaring” og er altså uden oplagt sammenhæng til værktitlerne, der jo i sig selv er hjemmelavede- og abstrakte- ord.
Philip Stein Jønssons tre malerier på denne udstilling, «Storby’s brev», «Metropolys» og «Melankolsk venten» er også alle fra 1984. Men mens Fischer-Hansens titler kun koblede abstrakt til motiverne, giver titlerne her en indikation på de situationer og tilstande, som Jønsson maler. Der er figuration i Jønssons malerier, men med skalaforskydninger, tankebilleder og næsten helt opløste motiver fremstår malerierne snarere som stemninger og abstraktioner over de motiver, som titlerne definerer, end de gengiver konkrete øjebliksbilleder.
Anita Jørgensen har også tre grafiske værker med i denne udstilling. De er alle betitlet ”Gare d’Austerlitz, Paris” og dateret 1988. Her er det ikke abstrakte, vilkårlige linjer, der organiserer værkfladen, men affotograferinger af glasloftet på Gare d’Austerlitz, der som et gennemgående ”grid” danner forlæg for værket. Fotografierne etablerer en baggrund for Jørgensens videre kunstneriske bearbejdning i form af overmalinger med grove, farverige penselstrøg, der på abstrakt vis bidrager til at tegne et portræt af stedet ved at indfange indtryk og stemninger derfra.
Nils Erik Gjerdeviks (1962-2016) grafiske værk fra 2003 er uden titel. Værket er typisk for Gjerdeviks abstrakte værker med sine mønstre, ornamenter og symboler fordelt ujævnt på fladen. Værket har en for Gjerdevik karakteristisk balancering af farver, streger og flader, der former sig med lethed og skaber sit eget univers uden at lægge sig op ad nogen form for genkendelighed til virkelige fænomener.
KPA, 2023
Philip Stein Jønsson – Metropolys
Judith Fischer-Hansen – Til min søster Anne-Sophie
Drivert på rosa bund I – Gunnar Aagaard Andersen
Storbys brev – Philip Stein Jønsson
Metropolys – Philip Stein Jønsson
Repetition II – Anita Jørgensen
Gare D´Austerlitz, Paris – Anita Jørgensen
Philip Stein Jønsson – Storbys brev
Tilklaring – Judith Fischer-Hansen
Uden titel – Nils Erik Gjerdevik
Tilklaring – Judith Fischer-Hansen
Forklaring – Judith Fischer-Hansen
Til min søster Anne-Sophie – Judith Fischer-Hansen
Repetition II – Anita Jørgensen
Philip Stein Jønsson – Melankolsk venten
Drivert på Rosa bund II – Gunnar Aagaard Andersen
Gare D´Austerlitz, Paris – Anita Jørgensen
Gare D´Austerlitz, Paris – Anita Jørgensen
Efterklaring – Judith Fischer-Hansen
Repetition II – Anita Jørgensen
Melankolsk venten – Philip Stein Jønsson