Amerikansk grafik

Amerikansk grafik

I perioden omkring anden verdenskrig flygtede en lang række europæiske kunstnere til USA fra nazismens overgreb. Denne udvandring fik naturligvis kolossal betydning for amerikansk kunst, særligt i New York, hvor mange slog sig ned. Senere blev mange af disse kunstnere kendt som New Yorker-Skolen. Deres væsentligste udtryk var abstrakt, og denne retning kan opfattes som en parallel til den nordeuropæiske COBRA-gruppe og den latinske Pariserskole.

Der opstod en slags trang til at adskille sig fra den europæiske kunsttradition, som man længe havde lænet sig op af. Det resulterede i det, man kalder pop-kunsten. Den startede i begyndelsen af tresserne, og endelig var der fundet en kunstform, der var rent amerikansk. Udgangspunktet for pop-kunsten var den amerikanske massekultur – tegneserier, reklamer, annoncer, emballager osv. Med vanlig amerikansk effektivitet spredte pop-kunsten sig som en steppebrand og blev i løbet af tresserne, og frem til et stykke ind i halvfjerdserne, en af de mest indflydelsesrige kunstretninger.

Det, vi ser eksempler på i denne udstilling, er kunstnere, der var med fra starten. Claes Oldenburg, Andy Warhol, Jim Dine, Roy Lichtenstein og Robert Indiana.

Claes Oldenburg (f. 1929) arbejdede dengang med småting i gigantformater. Han forstørrede hverdagsagtige ting som hatte, tøjklemmer, stikkontakter, piskeris og hundredvis af andre ting til gigantiske formater. Tøjklemmen bliver til en skyskraber, hatten bliver et bjerg – variationerne er uendelige. Han legede også med bløde skulpturer – absurditeter som et trommesæt i blødt vinyl, et par bukser, der vil passe en mand på otte meter osv. Oldenburg er en kunstner, der leger, og hans arbejder aktiverer ens fantasi til at lege med.

Jim Dine (f. 1935) er den fornemme grafiker med en suveræn beherskelse af alle grafikkens teknikker og virkemidler. Han leger også, men knapt så absurd som Oldenburg. Dine’s motivverden er ofte forskellige former for værktøj, som han gengiver med udsøgt præcision.

Tegneserierne har haft en stor betydning for mange af pop-kunstens udøvere, men få har arbejdet så konsekvent med dem som Roy Lichtenstein (1923-1997). Han har forstørret banaliteterne op i gigantformater og skabt en monumentalitet af det banale.

Tom Wesselman (1931-2004) og Robert Indiana (1928-2018) arbejder med rene, klare flader og farver. Wesselman i en ustandselig – lidt ironisk – hyldest til det amerikanske kvindeideal, som han ofte kombinerer med et “still life”, så man dårligt nok ved, hvad der er dame og, hvad der er appelsiner. Indiana’s billeder ligner ofte plakater, med en næsten anonym virkning – kun teksten og teknikken indikerer kunstværket.

Andy Warhol (1928-1987), som nok er den Pop-kunstner, der er bredest kendt også i dag, fik dengang skabt sig selv et image som superstjerne, på linje med de helt store popmusikkere og filmstjerner.

Ralph Goings (1928-2016) og John Salt (1937-2021) er eksempler på kunst affødt af pop-kunsten. Det er både en videreføring af og en protest mod pop-kunsten. Disse nyrealister holder af, hvorimod pop-kunsten kritiserer.

Bent Holstein
Kunstner