Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

Andy Warhol

Andy Warhol

Andy Warhol (1928-1987) er måske den personlighed, der har gjort mest for at frembringe upersonlige arbejder. Bestræbelsen på at afpersonalisere kunsten blev en vigtig del af pop-kunstens filosofi i 60’erne.

Bag popkunsten lå – kunstnerisk set – den såkaldte abstrakte ekspressionisme, der var stærkt personlighedspræget. Kunstnerens emotionelle engagement kunne næsten seismografisk aflæses i hans arbejde med farverne og penslerne. Det er maleri baseret på den fysiske konfrontation med lærredet, på gestus, og resultaterne er i de vellykkede malerier både intense og dramatiske.

Målt op med denne umiddelbare forgænger er popkunsten også en reaktion. Den vælger en upersonlig, ”kommerciel” maleteknik, som helt og holdent erstatter personlighedspræget. Standardisering træder i stedet for det individuelle og unikke. Præget af noget industrielt fremstillet tilstræbes. Nogle anerkendte æstetiske værdier forkastes; med pop-kunsten forlader vi ”finkulturen”.

Pop-kunsten var udtryk for en ny holdning, for en demokratisering af kunsten, som hang nøje sammen med tressernes omvæltning af traditionelle værdinormer. Men det var også udtryk for tressernes velfærd, den industrielle fremgang og det fantastiske vareudbud. Pop-kunsten er frem for alt et storbyfænomen.

Pop-kunsten bedriver ikke kritik af forbrugersamfundet på denne måde. Derimod kan der nok være tale om et ironisk spil med vore faste forstillinger om værdier og normer. En Rembrandt står som en anerkendt og grundfæstet kvalitet, som noget vi betragter med beundring, som udtryk for noget i vores vesteuropæiske kulturtradition, vi respekterer og gerne vil bevare. Men hvad med et maleri der forestiller en af Campbells suppedåser? Hvad med et maleri af 210 Coca-Cola flasker? Af Elvis gentaget 36 gange?

Pop-kunstens ironi er ikke altid til at få øje på bag den upersonlige overflade. Heller ikke dens ægte begejstring for og kærlighed til de ting, der afbildes. Warhols mange versioner af Marilyn Monroe, Elisabeth Taylor og andre berømtheder afspejler også en fascination af stjernerne og det system, de står for.

Men de er fjerne, utilgængelige som personer, og Warhols brug af serieprincippet, det samme billede gentaget, understreger ansigternes maskekarakter. Det serielle hos Warhol hænger nøje sammen med hans brug af silketryksteknikken. Warhol bruger ikke silketrykket til at frembringe stereotype gengivelser. Han understreger afstanden til motivet, og det er en afstand, som både er psykologisk og betinget af mediernes formidling. Billederne er ikke perfekte: Farvepåføringen er ujævn, farven skrider, der kommer klatter. I det ydre er Warhols billeder stereotype, ser man nøje efter, er der mange variationer mellem gentagelserne indbyrdes.

På ét plan kan man se det som en kommentar til billedets vej til forbrugeren i medierne, på et andet plan siger det noget om afstanden mellem stjernerne og os. Først er der fotografiet, så er der gengivelsen af det i aviserne og bladene, så er der gengivelserne af gengivelser. Det giver en fjernhed og med den tab af personlighed. Personligheden forsvinder – tilbage bliver typen, idolet, ikonen.

Øystein Hjort (1938-2014)
Professor i kunsthistorie ved KU

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker