Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

Arkitektur og rum SPECIAL EDITION

I denne udstilling “Arkitektur og rum” har vi samlet nogle værker, der på meget forskellig vis leger med det sansede og perspektivisk skildrede rum. Vi har her at gøre med værker, der via sammensætningen af materialer, overraskende perspektiver og skalaforskydninger bryder velkendte rum og rumligheder op. Værkerne præsenterer i stedet følelsesmæssige og brudte rum og tilbyder på den måde nye steder, som ens tanker og blik kan bevæge sig rundt i.

Værkbidraget Knot af Julie Boserup (f. 1976) er en tegning med et påsat fotografi af en byggeplads. Det blåskraverede udsnit af tegningen lægger sig som en sammenrullet papirstrimmel rundt om fotoudsnittet af kraner og betonelementer, der nærmest vælter ud af billedet. På den måde bruger Boserup de perspektiviske virkemidler i tegningen og fotografiet til at manipulere med både skalaforhold og materialiteter i sin collage. Tilsvarende etablerer de grønne og sorte felter i tegningen endnu andre rumligheder i værket.

Med titlen på pastellen Forelsket af Peter Voss Knude (f. 1987) markerer kunstneren tydeligt, at han her har villet fremmane en fornemmelse af en sindstilstand snarere end at skildre et konkret fysisk rum. Rummet findes muligvis i virkeligheden, men de skæve linjer gør, at perspektivet og proportionerne ser uvirkelige ud og den næsten sfæriske fremstilling af rummet i farveholdningen og pastellens lys vidner også om, at det ikke har været afgørende for kunstneren at fremstille et rum, som det objektivt tager sig ud. Rummet er malet, som det er oplevet.

Anna Skov Hassing (f. 1980) bidrager med to store malerier, Kar 0 og Kar 1, hvor motiv, perspektiv og skala overrasker. Ved at fokusere på detaljer i motiverne og trække nogle elementer kraftigt i forgrunden, fremtræder hhv. skruegevindene og vandhanen nærmeste konfronterende og skaber en alt andet end nøgtern gengivelse af de rum, som karrene er installeret i.  De udtryksfyldte hænder, der er skubbet bagud i begge motiver, understreger voldsomheden i kunstnerens blik på det måske lidt uinteressante motiv, som håndvaske og badekar nok er for mange. Malerierne tilbyder en opgradering af et ellers “overset” motiv og vidner om, hvordan et rum aldrig er neutralt, men formet af det blik, de følelser og det perspektiv man træder ind i det med.

Værket af Jytte Høy (f. 1951) har ingen titel og gengiver umiddelbart et sirligt stisystem omkring et fotografi af en boligblok i beton. Mens tegningsdelen af værket kunne være en abstraktion over en anlagt barokhave set fra oven, tårner betonbygningen sig op fra midten set fra neden, som stod man selv med kameraet foran den massive bygningsmasse. I sammenstillingen af de to værkelementer træder de enkelte karakteristika frem, og på den måde lægger Høys tegningsdel sig som en kommentar til bygningen og indbyder til et nærstudie og aflæsning af detaljer i bygningen gennem kunstnerens blik.

Maleriet Untitled #158 af Louise Langgaard (f. 1976) lægger sig – som titlen afslører – som led i en lang række af malerier, hvori kunstneren til stadighed udforsker nye variationer af forholdet mellem farver og flader og de rumskabelser, som det kan afstedkomme. Lag på lag maler hun farvefelter forskudt fra og ovenpå hinanden for derigennem at undersøge hvor lidt eller hvor meget, der skal til, for at der danner sig illusioner af rum i billedfladen.

Det store fotografi af Michael Mørk (f. 1959) bærer titlen Sideways. I titlen hentyder kunstneren til såvel det skråtstillede perspektiv, der er anlagt i fotografiet af skuffesektionen, som skuffernes egen bevægelse i rummet. I den digitale manipulation af fotografiet foretager Mørk endnu en forskydning af skuffefronterne på tværs af det fysiske rum og etablerer derigennem en udvidelse af rummet ud over den, som et skuffemøbel i sig selv altid indeholder potentialet for.

Jag har en vän er titlen på værket af Tilda Lundbohm (f. 1994), hvortil kunstneren har anvendt en klinisk skillevæg som stativ for et broderi med teksten: “En dag ringer dom og säger.. Det är försent nu.. Dä kan jag sova lugnt“ (En dag ringer de og siger, at det er for sent nu, da kan jeg sove roligt). Skillevægsrammen stammer fra et hospital og styrer aflæsningen af teksten som noget, der har med sygdom og en pårørenderelation at gøre. Samtidig bliver det tydeligt ved den måde broderiet træder frem på “bagsiden” af skærmen, at den sårbare situation, som teksten henviser til, ikke kan holdes inde bag den skrøbelige skærms forsøg på at afskærme.

KPA, 2023

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker