At male verdens mangfoldighed

At male verdens mangfoldighed

Lige fra sin start i Eks-skolen, hvor han færdedes sammen med berømtheder som Kirkeby, Gernes og Nørgaard, afskyede han dogmer med det resultat, at han som så mange andre blev ekskluderet af den dengang meget DKP-agtige Kirkeby. Krøjer betragtede nemlig ikke skolen som et helligt kald, men mere som en praktisk mulighed for at få tilgang til de dyre trykkemaskiner. Og så havde han en anden egenskab, som på ingen måde passede ind i Eks-skolens noget selvhøjtidelige image: en anarkistisk og humoristisk indgang til livet såvel som kunsten.

Igennem de politisk korrekte 70’ere, hvor Krøjer deltog i et hav af kollektive happenings bl.a. i Drakabyggets regi, var hans dybfølte samfundsmæssige engagement næsten altid fuldt af et skær af en Monty Python’sk humor, der adskilte ham fra de alt for frelste. Med til billedet hører også den interesse for Andy Warhol, som med tiden skulle få gamle våbenbrødre til at erklære Krøjer for kommerciel og galleriagtig.

Alt dette faldt helt i Tom Krøjers jord.

Som 70’erne gik, blev han mere og mere træt af at blive trukket rundt i manegen af kunsthandlere, som lige så godt kunne sælge chokolade eller havenisser, og han besluttede, at det bedste han kunne gøre var at gå ind på varesamfundets betingelser og blive kunstproducent eller fri købmand, som han selv kalder det. Takket være sin dybe uvilje mod at blive endnu en af de statsfinansierede og dermed også umyndiggjorte kunstnere havde han alligevel udelukket sig selv fra Parnassets selvhøjtidelige broderskab.

Med Andy og pop-kunsten som inspiration begynder Krøjer nu at male hele denne verdens vidunderlige mangfoldighed. Manhattans pulserende beat, Provences lavendelduftende landskaber, de frodige japanske haver, Irlands regntunge fjorde og Danmarks søvnige flækker.

Krøjer vælger et motiv, som i forvejen er smukt, et landskab, nogle frugter, en markedsplads, en reklamesøjle, kort sagt hvad som helst, laver en skitse af det, hvor farveholdningen noteres og maler så det endelige billede med alle de færdigheder, som et livslangt slid har givet ham. Med tiden har Krøjer opnået en arabeskagtig skønhed og forenkling i sine billeder, som bringer mindelser dels om Matisse, dels om Hockney og de amerikanske pop-kunstnere: et fladebetonet, farverigt og lystbetonet maleri.

Med sin uafhængighed, nysgerrighed og humoristiske sans er Tom Krøjer tættere på 60’ernes visioner om en demokratisk folkekunst end alle de mavesure avantgardekunstnere, som sætter en ære i at være så immaterielle og elfenbenstårnsagtige som muligt. Egentligt underligt at det skulle være et tegn på kunstnerisk forfald, at man er i stand til at klare sig uden offentlige støttekroner, men der er så meget, som er underligt i kunstens sære verden.

Lad mig til sidst citere et par ord af Matisse. Ord som passer ganske godt til Tom Krøjers billedmæssige univers:

”Hvad jeg drømmer om, er en kunst i balance, en ren og alvorlig kunst, blottet for bekymrende og deprimerende motiver, en kunst, som potentielt er for enhver åndsarbejder, hvad enten han er forretningsmand eller forfatter, noget beroligende, noget åndeligt trøstende som en god lænestol, i hvilken man kan hvile sig fra sin fysiske træthed” (min oversættelse).

Tom Jørgensen
Kunstanmelder og redaktør af Kunstavisen