Bjørn Nørgaard i Damaskus
I foråret 2001 besøgte Bjørn Nørgaard (f. 1947) Det Danske Institut i Damaskus for at undersøge de arabiske landes kunst, kultur og historie. Samtidig med Nørgaards besøg i byen aflagde Pave Johannes Paul II (1920-2005) et officielt besøg i Syrien og deltog i en pilgrimsrejse, der gik i apostlen Paulus’ fodspor, hvilket inspirerede Nørgaard til at skrive samtalebogen ”I de dage Paven kom til Damaskus” (2002) i samarbejde med arkæologen Peder Mortensen og udføre en serie kobbertryk med samme titel. Det er 13 af disse kobbertryk, som er med i vores udstilling.
Bjørn Nørgaard har gennem sit virke som kunstner været optaget af historien og ofte bearbejdet elementer af den i sine værker. Det er også tilfældet her, hvor han indfanger de mange indtryk fra Damaskus med sit kamera og overfører dem til sine værker med samme teknik, som vi kender fra pop-kunstnere som Andy Warhol og Robert Rauschenberg. Gennem brug af forskellige farver til de enkelte fotos og stregtegninger skaber kunstneren et nærmest flimrende udtryk, som matcher de mange indtryk, han fik under sit ophold i Damaskus – fra de smalle gader, åbne pladser, ornamenterede facader og antikke ruiner i Palmyra nordøst for hovedstaden.
Med i udstillingen er også 5 litografier fra serien ”Kong”, der blev udført i 1981 – året efter, at Bjørn Nørgaard repræsenterede Danmark på Venedig Biennalen sammen med Per Kirkeby. Sammenholder vi de to serier, er værkerne fra Damaskus opbygget i flere kollage-agtige lag af Nørgaards egne fotografier fra byen og frihåndsstregtegninger, mens litografierne i serien ”Kong” er rene maleriske motiver, der gengiver Nørgaards koloristiske og figurative univers. Der er meget forskellige visuelle strategier på spil i disse to serier, men også visse fællestræk i kunstnerens personlige streg.
Bjørn Nørgaard (f. 1947) er en meget alsidig billedhugger, grafiker og performancekunstner. Han var elev på Eks-Skolen i 1960’erne og fik sit nationale gennembrud efter sin blodige hesteofring i 1970, der var en protest-performance mod Vietnamkrigen. Han blev sidenhen professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København fra 1985-1994.
I perioden 1988-2000 udførte han de 17 detaljerige gobeliner om Danmarks historie til riddersalen på Christiansborg Slot. Gobelinerne var en gave fra Dansk Industri i anledningen af dronning Margrethe II’s 50-års fødselsdag i 1990. Andre kender ham måske også for en del byggerier, bl.a. Slangen på Bispebjerg Bakke i København, der blev indviet i 2006. Han blev slået til Ridder af Dannebrog i 1994.
KPA, 2021
Bjørn Nørgaard – “Det tårnhøje helvede”
Bjørn Nørgaard – “Portræt”
Bjørn Nørgaard – Organisk byplan
Bjørn Nørgaard – Neanderthalernes sang
Bjørn Nørgaard – Mamelukkerne vender tilbage
Bjørn Nørgaard – Allahu Akbar!
Bjørn Nørgaard – “Ohne Titel”
Bjørn Nørgaard – “Ariane Endormie”
Bjørn Nørgaard – Ind i Damaskus gik en kvinde
Bjørn Nørgaard – Nåleøjet
Bjørn Nørgaard – Ude i ørkenen spejler intet sig i alt
Bjørn Nørgaard – Romeo og Julie i Den lige Gade
Bjørn Nørgaard – “2, 4, 8”
Bjørn Nørgaard – Min morfar var møbelsnedker
Bjørn Nørgaard – Det var eftermiddag, det var varmt, han sov
Bjørn Nørgaard – Os fra himlen op til sig…
Bjørn Nørgaard – Sunset Boulevard, i Blue Time
Bjørn Nørgaard – Treenighed i Damaskus