Bonde og Frandsen – to vilde malere

Bonde og Frandsen – to vilde malere

De to billedkunstnere Peter Bonde og Erik A. Frandsen udtrykker sig meget forskelligt, men udspringer begge af bevægelsen “De unge vilde” fra 1980erne.

Kunstneren Peter Bonde (f. 1958) siger det uden omsvøb. Maleriet handler for ham om energi, som han udtrykker gennem ekspressive penselstrøg, og hurtigt påførte farver. Sikkert og skråsikkert.

Den klassiske kunst handler om at gøre sig umage, at lære håndværket til bunds, før man langsomt lærer at nærme sig det egentlige, nemlig det færdige og formfuldendte kunstværk. Men sådan er det ikke altid. Langtfra. Kunsten kan også ses som en slags garagerock. Spillet af folk, der ikke kan spille og slet ikke kender til teknikken, før man alligevel insisterer på at spille med al den energi og entusiasme, som den forudsætningsløse kan spille ud med.

Sådan har billedkunstner og tidligere professor ved Kunstakademiet Claus Carstensen engang forklaret, hvad det var, der skete i det ”vilde maleri”, som brød frem i Danmark i starten af 1980’erne. Ved en udstilling, ”Kniven på Hovedet” på Tranegården i Gentofte, blev det nye maleri for første gang rigtig synligt. Der var tale om en meget livskraftig generation, som kom til at sætte sit stærke præg på samtiden. Det interessante var især, at maleriet igen kom i høj kurs efter at have ligget underdrejet i flere år.

En af frontfigurerne i denne bevægelse var Peter Bonde og han har siden begge placeret sig som en vigtig aktør, idet maleri skulle udvikle sig eksplosivt i årene fremefter.

Peter Bonde har altid haft tegningen som en vigtig forudsætning for sit maleri. Han tegner konstant og lader sig inspirere af stort set alt i sine omgivelser. Han kan også lade et fotografi blæse op og danne baggrund på et lærred, som derefter overmales flere gange. Eller han placerer genstande på lærredets overflade, som derefter indgår som et af flere elementer i billedet. Peter Bonde maler ofte – helt med vilje – med store armslag, hvad giver et billede, der overfladisk set ser ”sjasket” ud. Men hans sans for at stoppe i tide og ikke at drukne billedet i for mange lag fornægter sig ikke. Han kender sine virkemidler og bruger dem præcist.

Erik A. Frandsen (f. 1957) startede også sin kunstneriske løbebane i 1980erne, hvor han blandt andet var med til at starte det kunstneriske fællesskab ”Værkstedet Værst” og var en del af bevægelsen ”de unge vilde”. Han er i de senere år blevet et kendt navn i den bredere befolkning bl.a. pga. sit bidrag til udsmykningen af Kronprinseparrets palæ på Amalienborg og andre større udsmykninger. 

Han er især optaget af øjebliksbilleder af tilfældige situationer eller opstillinger af blomster, som han foreviger. Udstillingens værker er udført omkring år 2000-2010 og gengiver silhuetter af mennesker, der er alene eller sammen med andre i endeløse rum, der kan være svære af definere. Farveholdningen er douche – nærmest pastelagtig i sit udtryk.