Minimale gestiske greb

Minimale gestiske greb

Ingen dansk kunstner evner som Claus Carstensen (f. 1957) at udfordre maleriets farve, penslens bevægelse og billedets komposition med nye betydningsladede udtryk og markante statements

Hvad skal vi stille op med abstrakte malerier? Skal vi blot nyde farverne, eller er der noget mere at forstå?

En måde at reagere på som modsvar på informationssamfundets stadige krav om forståelse? Og maleriet en slagmark mellem disse to modsatrettede processer, en kamp mellem forskellige måder at lægge spor ud?

Claus Carstensens malerier fra 90’erne benytter sig af dette med at lægge spor ud. Carstensens malerier handler om spor og mærker, og om at afmærke sin egen eksistens, som om maleriet var beviset for denne eksistens.

Det synes mærkværdigt at Carstensen, en af 80’er generationens teoretikere som de fleste af de unge vilde malere står i gæld til, fordi han i høj grad var den teoretiske hovedmand bag konciperingen af det malerboom, som 80’er-malerne drønede ind på scenen med, nu fremstår som en på mange måder lyrisk maler. Han arbejder gestisk og hurtigt, og det er farvens tilfældige mærker, som der sensitivt arbejdes med. Så et porøst rum træder frem på fladen. I de fleste billeder arbejder Carstensen med to farver og den underliggende hvide flade. Som i hans karakteristiske grønne og sorte flydende malerier. Her ser vi minimale gestiske greb med begyndende figurationer, som vi kun kan ane betydningen eller oprindelsen af. Så det ser ud som om, at vi nærmer os opløsningen af figurationen eller begyndelsen på den.

Carstensen arbejdede tidligt med nogle store collageagtige billeder, og han lavede også en række territorieafpisnings-malerier, som han altså pissede på. To metoder hvor både opløsningen og viljen til at give sig selv til kende, at afmærke sit territorie, spiller med og mod hinanden.

Carstensen stiller sig altså ikke tilfreds med at arbejde med klassiske problemstillinger som farve og energi. Han vil konstant bryde ind i denne naive forestilling, og enten “pisse på det hele” eller, som i en lang række tidligere billeder, sætte et tydeligt tegn ind som modpol til naivismen og den form for umiddelbarhed, som sådan et spontant maleri hurtigt kan reduceres til.

I denne udstilling har han helt undladt de tydelige figurationer og de, som dog kan spores i enkelte billeder er mere ubehjælpsomme. En hånd som håndspålægger billedet og på den måde også fortæller om at sætte spor og mærker på billedet eller beskueren.

Hvad vi ellers kan se i denne udstillings malerier ud over farverne, er utydelige figurationer, som ansporer vores evne til at gøre alt figurativt, som om vi forsøger at spore, hvad vi har glemt i vores egen bevidsthed. Tilbage står farven utroligt enkelt og insisterer tydeligt på at være maleri, som usikre lommer fra følelsernes stille eksplosioner, som antydninger af andre mentale processer.

Kaspar Bonnén
Billedkunstner