Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

Kulørte maniske depressioner

Kulørte maniske depressioner

Claus Carstensen (f. 1957) er ikke professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det har han været. Claus Carstensen er ikke en akademisk provo. Det har han været. Claus Carstensen er ikke bare maler. Det er han også, men han er også digter, skulptør, debattør, udstillingsarrangør, vandringsmand, livsnyder, fotograf og arbejdsnarkoman. Han maler. Han digter. Maler og digter. Tegner og digter. Fotograferer og digter. Og når han maler, digter han. Og når han digter, maler han. Og når han maler, er resultatet ikke blot et bart maleri. Nærmere en collage. En bricolage. En genstand. Et værk, der bygges op af forhåndenværende ting, han har samlet sammen i sit værksted. Heriblandt diverse kunstnerartikler. Det giver sig selv. Blændrammer, lærred og maling. Men det er ikke det væsentlige. Blot det nødvendige. Pander, gryder og grøntsager. Kødet, substansen og det egentlige. Det, det handler om, hentes ind ude fra den store verden. Livet, der omgiver os. Virkeligheden. Ting fundet rundt om hjørnet. Nede i antikvariatet. Og på rejser. Et opslag i supermarkedet. Et avisudklip. Et pladecover. En strofe fra en sang. Khmer Rouge- og Pol Pot-propagandaplakater hentet hjem fra ferier i Cambodja.

HOLIDAY IN CAMBODIA

Og flag fra Jamaica.

SUN IS SHINNING

Og flag fra andre verdensdele. Og sidst men ikke mindst, så er der krydderierne. Refleksioner. Betragtninger. Citater. Og andre tekstbidder der tilføres malerierne løsrevet fra deres oprindelige kontekst. Spor og levn fra Carstensens egen væren i verden. Selvgjorte og håndmalede ordsammenstillinger. Unconscionable Dreck. Drinkskort og indkøbssedler blæst op med overheadprojektor. Fundne tekststeder. Avisudklip og diverse fotokopierede meddelelser. Skygger og magi. Liv og død. Lödde står der skrevet på et af malerierne. Lödde, en svensk landsby, rimer på Ludde, den første mand Claus så dø, da han i 1976 var hospitalsindlagt med hepatitis på Sønderborg Sygehus. DØ. DØD. DIE. Og angst. Og rædsler. Og…

THE HORROR

Referencer til alt, der skygger for det enkelte menneskes udfoldelsesmulighed og vilje til livet, dukker vedholdende op i Carstensens værker. De rettroende. Regulatorerne. Diktatorerne. Ensretterne. Territoriepisserne.

TERRITORIAL PISSING

Alle, der selvretfærdigt stopper selvgjorte sandheder ned i kæften på dem, de har magt over, står for skud og bliver kastet op på lærredet, når Carstensen udfører sin private maleriske eksorcisme i atelieret. Det er en tretrinsraket, der fyres af. En tretrinseksorcisme. Tre akkorder. Tre maleriske greb. ONE. En baggrund der slår tonen an. Malet eller fundet. TWO…THREE…Tænk selv og se efter. Claus Carstensen skyder fra hoften. Han lader penslerne tale og gemmer overvejelserne til næste maleri. Maniske og depressive udladninger i en stor pærevælling. Anarkisme i hele farveskalaen. Altid et glimt i øjet. Kunstnerisk selvhealing, der nægter at lade sig trække ned i skidtet. En ustoppelig billedmaskine fuld af gentagelser. For gentagelsen er et grundvilkår. Alle rider vi på vores idiosynkrasier. Og idiosynkrasierne rider os. Derfor må de udrives igen og igen. Det er sådan, vi bliver klogere på os selv, verden og kunsten. Gennem gentagelsen. Sådan opstår den lille forskel, der gør en forskel. Om og om igen. Så kom…

COME ON DO THE LOCOMOTION WITH ME…

Claus Carstensen er maler. En vild maler. Og det smitter. Så hop i. For også du skal dø. ONE. TWO. THREE. Punktum. Punktum. Komma. Streg.

Thorgej Steen Hansen (f. 1967)
Kunstner

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker