Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

De Unge Vilde II

Tænkende øjne

“En komponist tænker med ørerne”, kom jeg til at sige for nogle år siden i en musikudsendelse i radioen. Man kan godt køre videre med paradokset og sige, at en maler tænker med øjnene. I det hele taget overvurderer nogle af os nok kravene til kunstnerens intellektuelle formåen.

Det gælder ikke for kritikere. Vi er forpligtet af vores job til at prøve at udtrykke os klart nok og dybt nok i begreber. Men for kunstnere (så vel som for “almindelige” tilskuere, tilhørere osv.) er det nok vigtigt, at fastslå: intelligens, kunstnerisk begavelse, behøver ikke at have noget med intellektuel udtryksevne at gøre. Det meste foregår i sanserne og nerverne.

Det er nok en af de ting, som de sidste 10-15 års kvinderevolution har været med til at gøre os opmærksomme på. For de kvindelige kunstnere har den intellektuelle hævdelse (som så ofte hos mænd kan blive selvhævdelse, pral og braller) kun ringe betydning. Denne ophængnings kvindelige kunstner viser det: Brit Heggenhougen-Jensens sære kombinationer af det abstrakte og det absurde er lutter nerver.

Men selvfølgelig er det ikke noget handicap for en kunstner også at være intelligent på det begrebsmæssige område. Det viser f.eks. udstillingens to mest åbenlyst intellektuelle malere, Torben Christensen og Claus Carstensen. Den førstes “kultbivuakker” er på mange måder en tankemæssig konstruktion, hvor farvespændingerne bliver en slags sprog, der skal tale om vort uigenkaldelige tab af “primitivitet”, men også om vort bestandige behov for uskyld. Og Claus Carstensens to billeder er direkte markeret som “filosofiske vittigheder”, sådan som Duchamp og surrealisterne dyrkede det (og f.eks. Kafka i litteraturen). De hører til en serie, der hedder “Ismernes galleri”, og Claus Carstensen “diskuterer” her åbenlyst nogle af det 20. århundredes mange “retninger” i kunsten og demonstrerer, hvordan de kan indarbejdes i det  “vilde” maleri.

Det fælles for disse kunstnere, selv om de selvfølgelig allerede skiller sig ud som individualiteter, er denne plakat eller etikette: “de nye vilde”. Og selv om sådanne etiketter selvfølgelig altid er misvisende, så peger de alligevel på en sammenhæng, et generationsfællesskab, med digtere som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen og rockgrupper som Sods og Kliché. På samme tid desperation og åbenhed, hvad enten det kommer til udtryk som skræk (Berit Jensen) eller som citat (Claus Carstensen). Med vidtåbne øjne.

“Pollocks øje” i Peter Bondes stærke, primitive gestus-maleri, det er en hyldest til tachisten, “pletmaleren”, som så verden som opløsning, fra en ny generation, der vil leve med og mod opløsningen. Og når Lars Ravn kalder det ene af sine billeder “Portræt fra en arbejdsplads”, så er både titel og detaljer i billedet en hilsen til generationer af “sociale” realister. Som om han vil sige: også fiktionen er social, også fantasien er realistisk.

Billeder handler ikke om sansebedrag, men om kroppe i verden (og hjernen er en del af kroppen).

Og derfor kan nok så mange “intellektuelle” forklaringer ikke tvinge nogen til at “forstå” billeder. Men hvis tilstrækkelig mange peger på, hvor ligetil den handling er; at åbne øjnene, kan man måske få nogen til det.

Poul Borum (1934-1996)
Forfatter, kritiker og kulturdebattør

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors