Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

De Unge Vilde III

De Unge Vilde III

Vi lever i en tid, hvor tiden synes at have sat sig fast på kroppen, og alting bevæger sig hurtigere end før. Det er blevet lettere at bevæge sig fra en verdensdel til en anden. Landene er rykket sammen i modsætning til kontinenternes faktiske forskydning fra hinanden. Og netop meddelelser eller informationer synes at have sat skub i tiden, og vores viden hober sig op og bliver næsten uoverskueligt større fra dag til dag. Måske så uoverskuelig, at man for at finde sig til rette i dette teknologiske Babylon må vælge sine egne informationer ud – skabe sig sit eget lille subjektive verdensbillede. Og det er disse billeder, der skal tales om. Billeder, der er tilstede i verden.

Malerne i denne udstilling har det tilfælles, at de alle er født i slutningen af halvtredserne og er vokset op i en tid med TV og edb. Samtidig med at de oplevede 60’ernes og 70’ernes kunst, hvor alt pludselig var muligt og blev accepteret som kunst. Det er i forlængelse af disse forhold, billederne skal ses. De skabte betingelserne for det, der nok kendetegner disse billeder mest: respektløsheden for det givne, det man kunne kalde stilløsheden. Og troløsheden over for en altdominerende sandhed.

Det er fejlagtigt at tro, at begrebet ”De vilde” skulle dække over en fasttømret og ideologisk sammensvejset gruppe, som jo er så typisk for det danske kunstliv. Gruppen, som ingen gruppe er, opstod som et løst arbejdsfællesskab, hvor folk er kommet og gået. Et miljø, der er skabt her og nu, men som også er internationalt – skabt af kommunikationstidsalderens hastighed. Forskellene er større end lighederne.

Fælles for de her repræsenterede billedmagere er, at de arbejder med blindramme og lærred. Dette er en sandhed med forbehold, idet mediet og genren hele tiden skifter. Mulighederne er uendelige.

Man bevæger sig – er undervejs. En søgen efter reservater med myter, snarere end en rejse mod et sandt eller guddommeligt mål – som i Dorte Dahlins ”Gud buler ud de mærkeligste steder” – atlasser i den indre erfaring.

Eller man venter og længes, velvidende at den eller det, man venter på, aldrig ankommer, at denne venten vendes til melankoli, som det sker i Philip Jønssons storbyinteriør, hvor der skrives breve, som måske aldrig bliver sendt afsted.

Længes efter at begæret skal gå i opfyldelse, selv om man som Lise Malinovsky ved, at kærligheden ikke kan tages i ed. Og at det oftere er begæret og ikke døden, der skiller de elskende.

Der er dem, der vælger at arbejde på trods af denne erkendelse, som Judith Fischer-Hansen, der vælger at fastfryse ”forklaringen”: ”Efterklaringen efterlader intet andet end NU” – og HER kunne man tilføje. Dette trodsige HER som Peter S. Carlsen i sin nøgterne, ironiske, ja næsten vrængende, socialrealisme fremstiller som ”Fem dele af en elektrisk boremaskine”.

Et ”her og nu”, der bevæger sig i skellet mellem ”før og efter” og ”her og der”. En tematik, der er gennemgående i Nina Sten-Knudsen’s produktion fra de senere år.

En afprøvning og forarbejdning af de arketypiske symboler såsom hulen og ulven. En afprøvning af det (billed)sprog som vi alle er vokset op med, og som synes at blive mere og mere forgrenet, indviklet og sammenvævet. Mere og mere flertydigt i al sin enkelthed. Et sprog, som derfor også disse seks malere imellem viser ligheder på trods af forskellene.

Claus Carstensen
Kunstner

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker