De Unge Vilde

De Unge Vilde

En ny generation af malere fik pludseligt manifesteret sig meget kraftigt i 1982-83 med masser af udstillinger og påfølgende presseomtale. Deres generationsfællesskab er mest en følelse af kammeratskab og ikke-formulerede fælles målsætninger og drømme. Og kommer man udefra og klistrer generationsplakaten på, protesterer de naturligvis heftigt. Men der er et fælles præg, og vil man ikke kalde dem “punkmalere” eller “BZ-malere”- og begge dele er givetvis for nemt – så kan man tale om det nye “hæftige maleri”, som det kaldes i Berlin, der er det sted, hvor adskillige af de unge kunstnere i dag søger inspiration (Paris er out, og New York er for langt væk).

Man kunne også tale om “den nye voldsomhed”, og derved tillige angive at dette generationspræg optræder ikke bare hos malerne, men også i rockmusikken og den nye poesi. De avancerede “new wave” (eller “no wave”) rockgrupper spiller til kunstnernes ferniseringer, og digterne læser op der. Der er ligefrem ved at dannes et spontant miljø i København. Det fælles hos disse digtere, musikere og malere (hvoraf mange fremtræder som både det ene og det andet), og hos tusinder af deres jævnaldrende, er en venlig håbløshed og et desperat håb. Det er let at komme med forklaringer udefra. Den økonomiske krise osv. eller med henvisning til den nødvendige skiften, det vekslende mønster i generationernes udtryksform – efter halvfjerdsernes sociale engagement måtte der komme en som ligegladhed forklædt ny almengørelse af kunsten eller lignende – men i virkeligheden kan man jo forklare disse “bølger” i kunsten. Man må bare konstatere, at nu er der altså en ny bølge, og den ser ud til at toppe lige nu, og det er spændende at være med til eller overvære.

Hos de otte unge malere, der hver er repræsenteret med to billeder i delte udvalg, kan man hurtigt, trods de vidt forskellige udtryksformer, finde et fællespræg som nok kan angives med stikordet “ny voldsomhed”. Men mere spændende bliver det efterhånden at fordybe sig i den enkelte kunstners og det enkelte billedes vision. Det er typisk, at mange af disse billeder er både abstrakte og figurative, de er både mønstre af former og farver og skildringer af genkendelige, mere eller mindre symbolske motiver. Det er, som om generationen er enige om at sige: Skråt op med reglerne! Hvis jeg har lyst til at sætte Pinocchio eller en ulv ind i mit billede, så gør jeg det! Det er ikke bare en protestholdning, det er også en ny frihed, og hvis det er anarkisme, så er det en blid og venlig – øjenvenlig – anarkisme midt i vildskaben.

Man kan stirre længe på disse billeder, man kan fange et glimt ud af øjenkrogen, idet man går forbi, eller man kan pludselig komme til at huske et af dem, når man er langt væk fra det – og man kan ikke lade være med at blive slået af kraften i udtrykket; de er unge, de er nye, de er spændende. De er levende.

Poul Borum (1934-1996)
Forfatter, digter, kritiker og debattør