Det konkret-abstrakte

Det konkret-abstrakte – fra romantik og føleri til rene farver og geometri

Det konkret-abstrakte er en gruppe udstilling med farvemættede værker i stramme geometriske kompositioner fra 1950’erne til 1970’erne. Udstillingens værker er af Ib Geertsen, Knud Mühlhausen, Bamse Kragh Jacobsen, Jørn Larsen, Henning Damgaard Sørensen og William Soya.

Knud Mühlhausens værk fra 1955 har sine rødder tilbage til årene før og efter 1. verdenskrig, hvor kunstnere som Piet Mondrian og Kazimir Malevitj introducerede de første helt non-figurative malerier.

Kunstnerens klare, rensede og fuldstændigt afpersonaliserede sprog vakte gehør i Danmark, først med den abstrakt-surrealistiske sammenslutning Linien i 1930’erne – senere, og tydeligere, med Linjen 2, som havde sin første udstilling på Restaurant Tokanten i 1947. Her fandt man bl.a. Bamse Kragh Jacobsen og Ib Geertsen.

Målet var kunst, som var renset for alt uvedkommende såsom fortælling, romantisk føleri og genidyrkelse og ekspressivitet. Kort sagt alt det, som Høst- og Cobra-kunstnerne stod for.

Man ville nå frem til et maleri, som koncentrerede sig om det primære: at skabe form og farve på en todimensional flade. Først når man havde nået dette mål, kunne man tale om et rent maleri uden spor af nostalgi og sentimentalitet. Først da havde man opnået en kunst, som kunne tale den nye tids sprog; et præcist, rationelt og videnskabeligt sprog, som passede til ånden i socialismens tusindårsrige. Jo, man havde store ambitioner dengang. Krigsårenes helvede og nazismens svøbe skulle bekæmpes med en stil, der lå så langt væk fra det 3. riges kitschede maleri som muligt. Klar form var både budskabet og midlet.

Allerede dengang var man imidlertid bekendt med denne malemådes faldgruber. Var man ikke påpasselig, kunne de store farvestærke kompositioner i et nøje udstukket geometrisk formsprog nemt ende i den rene dekoration uden bid og brod. Ser man på denne udstilling, opdager man imidlertid hurtigt, hvor varieret og dynamisk det konkret-abstrakte maleri kan være.

Med en titel som ”Enzymernes vals” demonstrerer Bamse Kragh Jacobsen en næsten løssluppen indgang til den konkrete kunst, selvom ”Gult billede” og ”Konstruktion 79” igen bringer balance mellem de to hjernehalvdele. Med få virkemidler lykkes det Kragh Jacobsen at forene stramhed og dynamik, disciplin og intuition.

Mere stram er Jørn Larsen, og man aner i disse relativt tidlige malerier en bevægelse frem mod den ultra-præcise, næsten asketiske form, kunstneren dyrker i dag. Der er ingen slinger i valsen her, alt er underordnet en formel matematisk logik, som ved sin kompromisløshed godt kan virke noget hård.

Mere sensuel er Ib Geertsen, måske fordi hans favoritformer, cirklen og dråben, i alle kulturer forbindes med feminine værdier. Suppleret med hans udsøgte farvesans er det altid en stor fornøjelse at betragte et Ib Geertsen maleri.

Med Henning Damgaard Sørensen ser man, hvordan næste generation forvalter det konkret-abstrakte maleri på sin helt egen måde.

William Soya er autodidakt kunstner. Hans værker er dem, der udtrykker sig renest og køligst i denne udstilling. Ingen romantik, kun systematik.