Det stramme look

Det stramme look

Abstrakt. Konkret. Minimalisme. Formalisme. Up-art. Konstruktivisme. Suprematisme. Color field. 

Kært barn har mange navne. Og med tiden skiftes navnene ud, som moden dikterer det. Nye stilarter inspireres af tidligere tendenser. Nye teknikker udvikles og skubber mulighederne fremad. Kunst er i en evig bevægelse og udvikling, der trods et fremadrettet blik, altid ser tilbage for at orientere sig om det, som har været, for at skabe nyt. At lave en firkant på en ny måde kræver indsigt i historien og en særlig forståelse for nutiden for at bringe os ind i fremtiden med nye udtryk.

I 1910’erne opstod der i Rusland en ny retning indenfor billedkunsten, “suprematisme”, udformet af kunstneren Kazimir Malevitj. Denne nye avantgardistiske stil bestod i, at billedets udtryk blev skabt af geometriske figurer som kvadrater, rektangler, cirkler, polygoner m.m. i få rene farver. Dette rene udtryk kaldes også “konstruktivisme”, som i denne udstilling vises med værket “Diagonalkomposition” af Mogens Lohmann. Han var den danske Malevitj i sit virke som kunstner herhjemme.

Efter 2. verdenskrig opstod en ny moderne kunst kaldet “Ny Abstraktion”, særligt i Paris. Denne kunst byggede på den rene form eller på den rene oplevelse, og for begge kunstformer var kendetegnet især stærke farver, men de geometriske figurer er knap så strenge og mere frigjorte i sit udtryk. Et godt eksempel i denne udstilling er Jean Dewasne og Maurice Estève. I samme periode opstod en anden retning indenfor det “non-figurative” billedsprog, som fik betegnelsen “op-art” eller “optisk-kunst”. Denne retnings ubestridte mester var Victor Vasarely. Han var begavet med et tegnetalent i særklasse og startede sin karriere som reklamegrafiker for det firma, hvor han også var bogholder. I dag er han repræsenteret på museer over hele verden.

Tilbage i 1920’erne var der Bauhaus. En ny form for akademi for design og kunst, hvor håndværk, kunst, arkitektur og design skulle skabes sammenhængende. Her underviste Josef Albers i farveteori og designede møbler og glasmosaik. Da nazisterne i 1933 lagde pres på den frie kunst og kultur og derved lukkede Bauhaus, emigrerede Josef Albers til USA og fik job som leder af kunstlinien på Black Mountain College, hvor han inddrog og underviste nogle af USA’s i dag kendteste kunstnere. Josef Albers’ værk “Hommage to the Square”, som vises i udstillingen, er blevet et ikon for hans arbejde med farven som rumskabende element.

Og så frem til 1960’erne og 1970’erne hvor “minimalisme” og “hard edge” maleri bliver de nye betegnelser for den abstrakte kunst. I værkerne af Patrik Dupré ses minimalismen tydeligt i form af, at billederne ikke har nogen farver påført. Det er udelukkende materialet, og behandlingen af dette, som giver motivet form, ved at lyset reflekteres i de graveringer, som kunstneren har påført overfladen. I værkerne af Yayanagi er “hard-edge” i centrum for skabelsen af motivet. Igen er det klare farver som abrupt støder mod hinanden, ikke i en geometrisk stram struktur, men i en mere løssluppen psykedelisk form.

Denne brug af udelukkende form og farve kan måske lyde distancerende, men er både dragende og human. Man kan virkelig blive fanget af værket og tage på en lang rejse i fantasien med disse tilsyneladende enkle motiver.

KPA, 2012