Drømmebilleder

I udstillingen “Drømmebilleder” har vi samlet forskellige udtryk, der tematiserer eller tager afsæt i noget af det, der hører den private sfære til. Det er konkrete afbildninger af folk, der sover, eller billedkunstneriske udtryk for det, der kan foregå i den indre verden; forestillinger og ting man visualiserer, når man sover eller drømmer sig væk.

Den britiske kunstner David Risley (f.1977) har i sit værkbidrag udvidet og opskaleret sit vanlige, klassiske akvarelformat til en større skala og et nyt materiale. I værket “Volmer Sleeping” har han portrætteret en ung mand, der ligger henslængt på kanten af en seng og sover en middagslur. Mens bagsiden af den unge mand og sengen bag ham er badet i et gyldent lys, så er området foran ham henlagt i mørke. Den unge mands krop markerer på den måde en grænse i maleriet, som har en parallel til den tærskel mellem barn og voksen, som han befinder sig i.

Maleriet “Protocol” af Kjartan Søderberg (f. 1989) vipper i sit udtryk mellem det abstrakte og det figurative. Resultatet bliver et åbent, tidsubestemt malerisk udtryk, hvor det kan være svært at få greb om motiverne, der på en gang fremtræder i billedet og forsvinder i abstraktionen eller transformerer sig til nye figurer. På den måde fungerer maleriet som et drømmebillede, hvor konturer af en handling eller noget genkendeligt flygtigt kan manifestere sig for samtidig eller kortvarigt igen at fremstå sløret og mere udefinerbart.

Lars Worm (f. 1977) arbejder især med maleri og skulptur. I denne udstilling indgår to af hans skulpturer ”Heads Up”, der stammer fra en større serie af værker. Både i formgivningen og titlen genkendes et centralt træk i Worms praksis, der er præget af en legende tilgang og en samtidig lethed og humor. De stablede hoveder udskåret i træ fungerer rumligt som små totempæle, men med en legende udformning, der kunne være et fantasifuldt syn fra en drøm. Aflæsningen af skulpturerne som hoveder og kroppe bliver styret ved det meget simple greb at tilføje to huller som øjne, som om skulpturerne dermed blev besjælet.

Den danske billedkunstner Maria Wæhrens (f. 1976) arbejder primært med maleri. Hendes tilgang er intuitiv og udtrykket overvejende abstrakt. Hun arbejder i en farvestrålende og varieret kolorit, og ofte kommer “motiverne” til hende i drømme, og hun har gennem årene øvet sig i at fastholde drømme i sine værker. Værket på denne udstilling er endda betitlet “Dreamer” – så her peger både motiv og inspirationen ind i drømmenes univers.

Søren Ankarfeldt (f. 1952) bidrager med et stort maleri med titlen “Mareridt”. Som generelt i drømme og mareridt præsenterer værket et sammensurium af genkendelige elementer og udefinerbare fremtrædelser, som optræder i et ikke-hierarkisk og rodet billede, der antyder fragmenter af forskellige fortællinger.

Maleriet “Udslidt (Mexico City)” af Mads Hilbert (f. 1993) er karakteristisk for kunstnerens maleriske praksis, der er præget af en gennemgående interesse for en traditionel figur- og rumskildring, der trækkes i retning af det abstrakte og ja, drømmende.

Silas Inoue (f. 1981) gør i sine værker brug af både klassiske og mere ukonventionelle metoder og materialer, bl.a. svampe, og er særligt optaget af svampenes måder at kommunikere og brede sig via et underjordisk netværk af celler også kendt som stoffet mycelium. Værket “SymbyoSynth” er inspireret af dette underjordiske netværk og skildrer et et fantasiunivers bestående af et netværk af veje, der forbinder en masse forskellige enheder. Inoue arbejder i sine tegninger meget intuitivt, og mens der er genkendelige natur- og bygningselementer i nogle af de adskilte “øer” mellem vejene, så fremtræder det overordnet som et billede, der er trådt direkte ud af drømmenes verden.

KPA, 2023

Lars Worm – Heads Up

Lars Worm
År: 2020
Skulptur
H:135 x B:40
ID: 1465D
Lars Worm Heads UP (2020) - KPA 1465D

Silas Inoue – SymbyoSynth

Silas Inoue
År: 2020
Maleri
H:97 x B:109
ID: 5284A
Silas Inoue SymbyoSynth, 2020 - KPA 5284A

Søren Ankarfeldt – Mareridt

Søren Ankarfeldt
År: 2016
Maleri
H:175 x B:124
ID: 5282A
Søren Ankarfeldt, Mareridt, 2016 - KPA 5282A

Lars Worm – Heads Up

Lars Worm
År: 2020
Skulptur
H:150 x B:40
ID: 1464D
Lars Worm Heads Up (2020) - KPA 1464D

Mads Hilbert – Udslidt (Mexico City)

Mads Hilbert
År: 2022
Maleri
H:110 x B:180
ID: 5283A
Mads Hilbert, Udslidt (Mexico City), 2022 - KPA 5283A

David Risley – Volmer Sleeping

David Risley
År: 2023
Maleri
H:130 x B:190
ID: 5279A
David Risley

Kjartan Søderberg – Protocol

Kjartan Søderberg
År: 2022
Maleri
H:120 x B:90
ID: 5280A
P4P Århus

Maria Wæhrens – Dreamer

Maria Wæhrens
År: 2022
Maleri
H:60 x B:90
ID: 5281A
Maria Wæhrens Dreamer (2022) - KPA 5281A