Farve og flade

I billedkunsten skelner man traditionelt mellem form, farve, flade og perspektiv. I denne udstilling er farven og fladen i centrum, der vises i værker fra en periode på næsten et halvt århundrede. Fælles for værkerne er, at de ikke har et egentligt motiv men selve værkfladen som omdrejningspunkt. Centralt for dette greb er dels brugen af farver til at understrege fladens udstrækning og dels kunstnernes brug af billedfragmenter og solide farvefelter som “lag” i billedet.

Eske Kaths (f. 1975) fire lærreder er næsten helt ensfarvede billedflader med hver sin bort af realistisk gengivet frugter langs værkernes kant. I kraft af deres placering på værkernes flade, bliver det ikke de figurative billedelementer, der udgør det centrale i værkerne. Snarere understreger frugterne netop den tomme, afrensede flade som den centrale problematik for disse værker.

Malene Bachs (f. 1967) seks lærreder på udstillingen er alle domineret af den sorte farve, der udgør baggrunden for værkerne. Ovenpå den sorte flade har Bach påført kraftigt strålende farver i mindre formationer, der er spredt med skødesløs penselføring og tilsyneladende tilfældigt hen over og langs kanterne af lærrederne. Med disse placeringer af figurationerne fungerer den sorte baggrund som en scene for farvernes dans hen over fladen, som samtidig bliver synliggjort som hele udgangspunktet for værket.

Omvendt er Malene Landgreens (f. 1962) to litografiske værker centreret omkring billedfladens centrale midtpunkt. Fra dette punkt udgår i begge værker en farvevifte med overlappende farvefelter, der fordeler sig over næsten hele billedfladen. Felterne er ikke sirligt opmålt og skarpt afgrænset, men fordeler sig organisk ud mod kanterne af billedfladen og lægger visuelt op til at kunne fortsætte ud over kanten af de ark, som billederne er trykt på.

I værket “Rum nr. 3” af Allan Stabell (f. 1943) har kunstneren lavet et maleri på et plant stykke lærred, der ser ud til at være frembragt af flettede farvestrimler. Ved hjælp af henholdsvis helt massive kvadratiske og rektangulære farvefelter påført med en korresponderende vekslen mellem lodret og vandret penselføring, og som i de vandrette linjer på skift erstattes med felter indeholdende alskens farver, skaber han illusionen om et gråt fletværk, der ligger som et låg hen over en farveflimrende baggrund. Samtidig lader han farverne komme svagt til syne gennem halvdelen af de krydsende monokrome farvebånd og skaber på den måde ikke en entydig afklaring mellem billedets for- og baggrund.

Det grafiske værk “Orezza” af Richard Mortensen (f. 1910) er et andet eksempel på hvordan brugen af – i dette tilfælde afgrænsede farvefelter på en plan flade kan skabe illusionen om et værk opbygget af lag, der giver en dybde ud over værkets overflade. Samtidig er netop optegningen af farvefelterne som lag med til at understrege værket som en flade idet, at det er en dybde, der bygger ovenpå fladen og ikke foregiver at skabe et rum bagom fladen.

De to kompositioner af Preben Franck Stelvig (f. 1942) bygger begge på illusionen om forskellige lag af billeder. I dette tilfælde samler malerierne i hver sin enkelte flade det udtryk der opstår ved henholdsvis de plakater, som bliver plastret over med nye rundt omkring i byrummet, hvor de hænger i så tykke lag, at de falder af og bliver ødelagt, og det tilsvarende billede der opstår, når mange lag tapet rives ned i forbindelse med renovering af en bolig, og stedets historie kan aflæses gennem de skiftende beboeres valg af tapeter.

KPA, 2023