Figurativ kunst fra England

Figurativ kunst fra England

Engelske kunstnere har en lang og sejlivet tradition for at male og tegne figurativt. Det realistiske aspekt går igen i pop-kunsten, der i den engelske udgave er mere samfundskritisk og ironisk end Warhols og Lichtensteins skinnende affotograferinger af det amerikanske forbrugersamfund.

Kunstnerne, vi har med at gøre her, arbejder videre i det fodspor, der er sat af realister som Freud såvel som trofaste eller konverterede pop-kunstnere som Richard Hamilton, Peter Blake og R. B. Kitaj. Typisk for disse generationer af figurativt arbejdende kunstnere er dog en lyst til eksperimenter og en yderst personlig måde at arbejde på, der vrister dem fri af de snævre isme-betegnelser.

Piero Manai er inspireret af pop-kunstens revolutionerende brug af alle de ydmyge dagligdagsobjekter og forbrugsvarer, der tidligere ikke blev fundet værdige til billedkunsten. I hans litografiske og serigrafiske opus ”Matite” er det almindelige farveblyanter, der gøres til genstand for en intim og intens udforskning. Skønt motivet således kan siges at være ganske banalt, hviler der en aura af mystik over billederne.

Hverdagsting er også, hvad James Goodall tager op, men på en mere underfundig og tankevækkende facon. Hans tegninger er fyldt med udviskede avisartikler, subtile henvisninger til kunsthistorien og objekter, der har en mere personlig tilknytning. Der er således langt flere betydningslag i Goodall’s billeder end Manais.

Tilskuer er også D. Lloyd. Hans billedserie ”Rijeka Sequence” fokuserer på cafélivet i den moderne storby. Stemningen er afslappet og sorgløs. Dette er den nye generation, som insisterer på at have det rart og leve et liv på dets egne præmisser. Tager man titlen alvorligt, er der også en ekstra god grund til at gøre dette, al den stund Rijeka ligger i det borgerkrigshærgede Balkan-område, nærmere bestemt Kroatien.

Toledos kunst adskiller sig klart fra de øvrige udstilleres. Hvor det er pop-kunsten, der ligger som en mere eller mindre klar forudsætning for de andre kunstnere, trækker Toledo på nogle helt andre kilder. Den sære og foruroligende verden, fyldt med fabeldyr, insekter og gådefuld tegn og symboler er et mærkværdigt, men også utroligt fascinerende sammensurium af Cobra-kunst, ur-australsk kunst og surrealismens dyrkelse af det ubevidste og spontane. Det er også en helt anden måde, Toledo arbejder på.

Det, han har til fælles med de øvrige kunstnere, er en fabelagtig teknisk kunnen, der til fulde viser, at den figurative kunst lever og har det rigtig godt.

Tom Jørgensen
Kunstkritiker