Forskellighed

Forskellighed

Forskellighed har det med at frembringe tydelige kunstneriske positioner. Robert Jacobsen og Mogens Andersen er to modpoler i dansk kunst, men deres værker fremhæver også fællestræk hos de to kunstnere.

Det siger noget om dansk kunst og om dansk kunst- eller kulturpolitik, at det, der i daglig tale kaldes ”Akademiet” (Det Kgl. Danske Kunstakademi), inden for et kort åremål har ‘vovet’ at anskaffe sig professorer som Robert Jacobsen (1912-1993), hvis arbejder man grinede ad, og Mogens Andersen (1916-2003), der egentlig aldrig har været rigtig forkætret (men han blev nu også ”kun” gæsteprofessor). Det var dengang i 1970’erne. Her er to store danske kunstnere, der med usvigelig ærlighed og stor arbejdsindsats er gået ind til deres egen kunst.

Robert Jacobsen har tilladt sig at springe i sin stil og sin udtryksform, når han har haft lyst til det. Han begynder med mærkelige fabeldyr i sten, så blev han den kølige, nøgterne forms mester. Så, da han havde vundet sig et navn på det, begyndte han at lave gemytlige, dukkeagtigt udseende skulpturer, og da han havde slået igennem med dem, blev han stram og stærk igen. Og da han blev anset for sin tids store danske billedhugger, gav han sig til at male og lave grafik. Men som det vil ses af værkerne på denne udstilling, er grafikken så tydeligt inspireret af hans skulpturer.

Mogens Andersen? Det er det strømmende liv i formen. Det er træagtige former, det er musik på lærredet eller i grafikken. Det musikalske er nok det, der karakteriserer denne kunstner mest, og når netop Mogens Andersen kan tænkes afvist (og er blevet det) med motiveringen, at ”det betyder jo ikke noget”, kan der igen henvises til musikkens sprog. Den, der står foran et nodeblad uden at kunne læse noder, vil også sige, at dette er der ingen musik i. Både i direkte og i overført forstand er hans billeder nodetegn, og det er jo ikke hans skyld, hvis vi andre må prøve at lære noderne, før vi fatter den musik, de står som udtryk for.

Robert Jacobsen går man hurtigere til, de er ”lige til at opleve”. Selv har jeg altid haft det sådan med Mogens Andersens billeder, at jeg, hver gang jeg ser et nyt, må begynde helt forfra og langsomt lære det at kende. Derfor fungerer han godt på en udstilling som denne: Her har man tid til at se ham to gange, tre gange, fire gange, og måske går musikken så lige pludselig op for én. Tydeligere end hos de fleste kunstnere ses det hos Mogens Andersen, at kunst er noget, man skal gøre en indsats for at opleve. Man kan ikke bare sætte sig ned og lade kunstneren servere.

Endnu et fælles træk for de to: De hører til de få danske kunstnere, der har kunnet gøre sig gældende på et internationalt plan.

Virtus Schade (1935-1995)
Forfatter