Højde: 73 cm.
Bredde: 91 cm.
Kunstner:
Viera Collaro
Tegning | H:73 x B:91cm
ID: 3296A
Højde: 73 cm.
Bredde: 91 cm.
Kunstner:
Viera Collaro
Tegning | H:73 x B:91cm
ID: 3297A
Højde: 73 cm.
Bredde: 91 cm.
Kunstner:
Viera Collaro
Tegning | H:73 x B:91cm
ID: 3298A
Højde: 100 cm.
Bredde: 70 cm.
Kunstner:
Anita Jørgensen
Maleri/Collage | H:100 x B:70cm
År: 1981, ID: 3176A
Højde: 100 cm.
Bredde: 70 cm.
Kunstner:
Anita Jørgensen
Maler/Collage | H:100 x B:70cm
År: 1981, ID: 3177A
Højde: 70 cm.
Bredde: 81 cm.
Kunstner:
Anita Jørgensen
Maleri/Collage | H:70 x B:81cm
År: 1981, ID: 3178A
Højde: 86 cm.
Bredde: 74 cm.
Kunstner:
Lise Malinovsky
Tørpastel | H:86 x B:74cm
År: 1985, ID: 3273A
Højde: 86 cm.
Bredde: 74 cm.
Kunstner:
Lise Malinovsky
Tørpastel | H:86 x B:74cm
År: 1985, ID: 3274A
Højde: 86 cm.
Bredde: 74 cm.
Kunstner:
Lise Malinovsky
Tørpastel | H:86 x B:74cm
År: 1985, ID: 3275A
Højde: 78 cm.
Bredde: 94 cm.
Kunstner:
Søren Kjærsgaard
Serigrafi | H:78 x B:94cm
År: 1987, ID: 3563B
Højde: 86 cm.
Bredde: 74 cm.
Kunstner:
Lise Malinovsky
Tørpastel | H:86 x B:74cm
År: 1985, ID: 3276A
Højde: 78 cm.
Bredde: 94 cm.
Kunstner:
Søren Kjærsgaard
Serigrafi | H:78 x B:94cm
År: 1987, ID: 3564B
Højde: 89 cm.
Bredde: 64 cm.
Kunstner:
Finn Reinbothe
Kultegning | H:89 x B:64cm
År: 1985, ID: 3278A
Højde: 78 cm.
Bredde: 94 cm.
Kunstner:
Søren Kjærsgaard
Serigrafi | H:78 x B:94cm
År: 1987, ID: 3565B
Højde: 62 cm.
Bredde: 76 cm.
Kunstner:
Finn Reinbothe
Tegning | H:62 x B:76cm
År: 1993, ID: 4173A
Højde: 64 cm.
Bredde: 83 cm.
Kunstner:
Finn Reinbothe
Tegning | H:64 x B:83cm
År: 1993, ID: 4174A
Højde: 109 cm.
Bredde: 78 cm.
Kunstner:
Dusan Stolar
Tegning | H:109 x B:78cm
År: 1983, ID: 3135A
Højde: 109 cm.
Bredde: 78 cm.
Kunstner:
Dusan Stolar
Tegning | H:109 x B:78cm
År: 1983, ID: 3136A
Højde: 109 cm.
Bredde: 78 cm.
Kunstner:
Dusan Stolar
Tegning | H:109 x B:78cm
År: 1983, ID: 3137A
Grafiske positioner i 1980erne
For alt i verden må moderne billedkunst ikke sammenlignes med håndværk. Kunstværker bliver f.eks. ikke bedre (eller dyrere), fordi de har taget kunstneren oceaner af tid at frembringe. Mange hæfter sig ved prisen og forventer at se alle arbejdstimerne afspejlet i et værk. Men udpenslet nyrealisme er ikke ærligere kunst end spontan ekspressionisme. Det vigtigste ved et billede er ikke, hvor længe det har været undervejs, men om det virker levende. Og et levende billede kan være frembragt af én stor heldig bevægelse.
Anita Jørgensen (f. 1942), Finn Reinbothe (f. 1953) og Viera Collaro (f. 1946) har haft forbindelse til kunstnergruppen ”Ny Abstraktion”. I deres arbejde anvendte de ikke blot materialer, som kunsten havde rynket på næsen af i fordums tider: gammelt gummi, rustent jern, lister, murbrokker, sådan noget som ellers kun renovationsarbejdere kommer og tager. De udstillede også gerne i vaskeægte industri- og arbejdsmiljøer, hvor der aldrig havde hængt et maleri eller stået en skulptur. Det var et opgør mod al det fine og forkromede i billedkunstens mere kommercielle verden. Eller en kunstnerisk genbrug af industrimaterialer.
Finn Reinbothe er blevet kaldt sådan en ekspert i at tvinge nye funktioner og kvaliteter ud af byggepladsernes skrottede materialer. Men når man tager den hullede masonit fra ham – og bildækkene, bomuldstæpperne, Rockwool-stumperne og de lasede lædersæder – så begynder han, ligesom Anita Jørgensen, at ligne de ekspressionister, vi kender. Med et stykke kul tegner han en rumlig figur med flere hjørner, som han så delvist tildækker med et bygevejr af hurtige tætte streger. Man kan kalde det for et forsøg på i én og samme tegning at bygge en form op og bryde den ned – og dermed vise en kontrast mellem to helt forskellige udtryksformer eller temperamenter. Men kontrasten er i dette tilfælde blevet en sammensmeltning.
Dusan Stolar (f. 1953) har i en række tegninger, ”Fravigelser”, brugt sit tegneredskab til at fastholde en bevægelse. Tegningerne er abstrakte og forestiller ikke andet end en masse streger, eller ridser i farven, der skærer hinanden på utallige ledder. Men uanset hvor tilfældigt dette tusindtallige bundt af streger tager sig ud, så går de rasende ridser ikke i alle retninger. I bevægelsen ligger deres dynamik. Et sådant udtryk kalder man ”gestuelt”, fordi det viser spor efter en mere eller mindre kontrolleret bevægelse.
Anita Jørgensens tre malede collager, ”Repetitioner” fra 1981, er ligesom Viera Collaros tegninger langt mere varierede i farven. De er opbygget af forskellige strukturer eller mønstre. Og selvom det ligner et frontalsammenstød af dekorative indfald, er der stadig en kunstnerisk bevidsthed, som styrer processen og får de løsrevne brudstykker af brogede mønstre til at finde sammen i en helhed.
Lise Malinovsky (f. 1957) har haft et mere figurativt udgangspunkt som ekspressionist. Især har man fremhævet hendes frodige og sanselige brug af farven. Men hendes sanselighed har også omfattet hendes motiver, og scener af elskende par har blandet sig med fremstillinger af eksotiske dyr, klovne og blomster – noget af det, der kan gøre hverdagen mere spændende og jage kedsommeligheden på flugt.
Peter Michael Hornung
Kunstkritiker, Politiken