Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

Gudrun Hasle og Kaspar Bonnén

Gudrun Hasle og Kaspar Bonnén

Udstillingen, jeg her skal give en indføring i, består af fotografier af Gudrun Hasle (f. 1979) og mig selv. Hos både Gudrun og mig er der tale om intime og private udsagn. Sætninger om kærlighed og om de mest banale tanker. Man kan spørge sig selv, hvad beskueren skal med disse udsagn. Hvad er det interessante i at vide noget om andres neuroser og frygt for at træde ind i et socialt fællesskab.

Allerede i 70’erne sagde man, at det private var politisk.

Det ser nu ikke ud til, at det hverken i mine eller Gudruns billeder er politik, der er på spil. Det er beretninger, tanker der som sagt stammer fra intimsfæren. Gudrun Hasle er dårlig til at stave. Man kan tage sig i at tænke, at hun da bare kunne bruge stavekontrol, men det kiksede er en grundpræmis i hendes arbejde. Det ufuldkomne. Men bag selvudleveringen ligger der en præmis om, at selv disse pinligheder er vigtige, fordi de er almenmenneskelige. Det er i disse tanker, vi viser os som mennesker. Og det er også her i dagligdagen, at det afgøres, hvordan politikken virker i samfundet, hvordan vi som personer reagerer på samfundets krav.

I midt-halvfemserne dyrkede kunstneren Peter Land også denne pinlighed, han dansede nøgen på en video eller faldt fuld ned fra en barstol, og siden er vi blevet overstrømmet med reality-tv, med Casper Christensen og Frank Hvams klovneagtige skikkelser, og det private og intime er allestedsnærværende i nylige tv-programmer som ”Gift ved første blik” eller programmer om porno. Vi er fucking kiksede. Gudrun Hasle er charmerende og kikset. Hun siger det, hun tænker i disse fotografier og skriver det ned, selvom hun ved, hun ikke kan stave. I mange værker har hun broderet det med korssting. I disse fotografier hæfter hun det fast på tøjet som små børnehave mærker, som jeg i hvert fald fik sat i tøjet, da jeg var barn, så pædagogerne vidste, hvis tøj der var hvis.

Når jeg er navøs smiller jeg. Jeg hader at indrøme en farl. Jeg vil garne blive lyklig. Selvom Gudrun Hasle har svært ved at indrømme en fejl, hvis man altså skal tage teksterne for pålydende. (Og det tænker jeg, at man skal, ellers bliver det jo ret spekulativt. Der er en rigtig person som afsender). Så er det netop på grund af fejlene, at beskueren bliver draget ind, smilende, ømt, måske lidt selvironisk og også sårbart og sentimentalt. Det er disse følelser, der vækkes (og skal vækkes) i hendes værker. Det fejlbarlige er jo netop det, som gør os til mennesker. Det fejlbarlige er på en måde mere sandt, mere menneskeligt end store ideologiske konstruktioner

Det er på en måde samme rum, mine værker opererer i. Det er personlige udsagn, der ofte handler om kærlighed og skrøbelighed. Teksten i dette værk er stadig under forandring. Et stort hoved af lægter skilles ad, og af stykkerne samles en sætning: Jeg sagde, jeg har mistet dig, men sandheden er, at jeg aldrig har haft dig.

Jeg vil gerne have, at omgivelserne er med i udsagnet, at udsagnet finder sted i verden. I andre fotografiske værker driver en sætning, jeg vil altid elske dig, ud i havet og opløses eller spredes der. I værket på udstillingen bliver beskueren stillet overfor opbrydningen af det sproglige udsagn.

I 1980’erne udstillede Jenny Holzer en lang række personlige udsagn som: Protect me from what I want og begyndte på mange måder at bruge personlige udsagn direkte som kunstneriske udsagn. Dengang iscenesatte hun blandt andet disse udsagn som lysreklamer, og det personlige nøgne sande udsagn udskiftede de reklamer, som jo netop er det modsatte, fulde af løgn.

Vi er stadig i dialog med os selv. Vi har så mange ønsker og tanker, og en stor del af kunsten er jo netop, at give udtryk for disse inderste tanker, og sproget giver nogle gange en direkte adgang til dem. Det er det banales poesi, popsangenes omkvæd, den personlige smerte og usikkerhed der udstilles og gøres konkret. I denne personlige tilgang er der så samtidig en gestus, som rækker videre. Det afslører, hvordan vi mennesker også er og reagerer på verden omkring os.

Kaspar Bonnén
Billedkunstner

Kaspar Bonnén (f. 1968) er en alsidig kunstner, der beskæftiger sig med malerier, digtsamlinger, installationer og computerkunst. I KPAs samling er han repræsenteret både med malerier og fotografier. Værkerne i denne udstilling er udført i 2009 – 10 år efter, at han tog afgang fra Kunstakademiet i 1993-1999. Det er gennemgående for kunstnerens værker, at han arbejder med skildringen af såvel fysiske som mentale og sociale rum.

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker