Henry Heerup

Henry Heerup

Henry Heerup (1907-93) var en ægte naivist. Han mødte tilværelsen med et åbent og uhøjtideligt blik og opfattede tingene omkring sig med barnets umiddelbare, livsbekræftende og modtagelige sind. Hvad enten han arbejdede med pastelstifter, linoleum, granit eller oliefarve, meddelte han sin oplevelse i et bredt, ornamentalt sprog, som fortæller noget væsentligt om tilværelsen og ikke skjuler sig bag en æstetisk formgivning eller artistiske finesser.

Man skal ikke derfor tro, at Heerup var uden kunstnerisk uddannelse. Han gik i fem år på akademiets malerskole, under professorerne Aksel Jørgensen og Ejnar Nielsen, efter først at have forsøgt sig i forskellige lærepladser der alle pegede mod et kunstnerisk betonet håndværk: stenhugger, bronzestøber, skiltemaler og litograf. Men det var ren kunstner, han ville være, og Akademiet blev i 1927 hans egentlige læreplads.

Heerup nærede stor beundring for Rembrandt. Engang malede han nogle store billeder med Rembrandt som hovedskikkelse, stærkt og inspireret, og med meget af den fylde i form og farve, som han værdsatte så højt hos det store forbillede.

Heerup havde en kolossal arbejdsevne og vitalitet. Selv sagde han, at glæden ved arbejde aldrig skuffer. Der er noget varigt ved arbejdsdriften, som stiller den over de andre følelser. Og han bevidnede det personligt gennem den flid og arbejdsomhed, hvormed han producerede. Hans fantasi var evigt ynglende, og hans hænder var altid travlt beskæftigede. Han både tegnede og malede, lavede grafik og huggede i sten. Han dyrkede hovedsageligt maleriet om sommeren og billedhuggeriet om vinteren. Det gav varme at arbejde i granit, og de mange, der har besøgt ham på hans arbejdsplads i Rødovre, har set ham på sludfulde vinterdage, i kavaj og halstørklæde og ulden hue, i fuld gang med hammer og mejsel. Men rundt omkring ham blomstrede stenene, natursten, groft tilhuggede – og kun med enkelte ornamenter eller menneskelignende træk mejslet frem af blokken.

Herude kunne man også se hans “skraldemodeller”, der blev skabt ved hjælp af kosteskafter, blikaffald, gammelt læder, cykelhjul, planker og mange andre såkaldte værdiløse materialer. Heerup har således foregrebet begivenhedernes gang, idet han allerede for mange år tilbage udnyttede de stofvirkninger, som adskillige unge kunstnere af i dag, verden over, forsøger at inddrage i det kunstneriske arbejde. Frodigt og originalt sammensatte han pulterkammersager og skrammel fra affaldsbunken til fabeldyr eller fantasivæsener, der dog alle har rod i virkeligheden. Kunsten er uafhængig af “fine” materialer, den lever i kraft af sin indre sandhed.

Og sand og ægte var Heerup i alt, hvad han lavede.

I denne udstilling er det de mere lyriske og stemningsprægede malerier, der er lagt vægt på. Man ser et Hollandsk landskab, drengen der leger med sin pjerrotfigur, trillebøren som er gået til hvile for natten, og på andre billeder møder man tingene smeltet sammen med de symbolske ornamenter, som Heerup gerne benyttede, og som sætter de realistiske figurer ind i en større helhed. Varmt og umiddelbart lyser kunstværkerne os i møde, i al deres nære og håndgribelige eventyrlighed.

Helge Ernst (1916-1991)
Kunstner

Henry Heerup (1907-1993) var en folkekær dansk maler, billedhugger og grafiker, der blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København 1927-32. Med sin karakteristiske stil satte han sit særlige præg på den danske og internationale kunstscene, hvor især hans nyskabende skraldekunst og enestående bidrag til udbredelsen af grafik står som afgørende højdepunkter. I dag huskes Heerup nok mest for sit farverige, fantasifulde og symbolfyldte udtryk. Han modtog bl.a. Eckersberg Medaillen (1958), Thorvaldsen Medaillen (1967) og blev slået til Ridder af Dannebrog (1969). Hans kunst er i dag repræsenteret på museer landet over.