Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

Jens Birkemose

Jens Birkemose: Maleri

Det første, der slår en ved synet af Jens Birkemoses 16 malerier, er, at man ser dem dobbelt: Sort baggrund og lysende farvespor. Man ser dem med to øjne, som om øjnene repræsenterer hver sin hjernehalvdel. Visionen, synet, har en helt elementær symbolvirkning: Sådan er det – sort – og sådan kan det somme tider være: At vi modtager tegn: farver. For nylig var der en, der spurgte mig: – Hvordan ser du ud indeni? Og jeg svarede helt spontant: Sort. Helt sort. For det er jo rent faktisk rigtigt!

Figurerne i Birkemoses billeder er spor af underbevidsthed på en helt sort baggrund af ikke-bevidsthed. Billederne handler om, at noget træder frem, kommer ud, og kommer til bevidsthed. Det er helt sort, og noget lyser. Billederne er meget våde. Underbevidstheden er jo dér, hvor begæret styrer os, og Birkemose skildrer drifter. ”Seksualiteten er min instinktive opfattelse af naturlove”, sagde Birkemose dengang. Vi tænker i modsætninger. Vi tænker, føler og sanser i orden/kaos, dag/nat, virkelighed/drøm, krop/sjæl, fællesskab/ensomhed – alle disse modsætninger som kun kan eksistere sammen og samtidigt, som bestemmer hinanden. Natten er virkelig. Men det er også virkeligt, at mennesket sætter spor, giver tegn. Alt begynder med en undren. Som Birkemose har sagt: ”Ser jeg et spor, må jeg også prøve at finde ud af, hvor det kommer fra, og hvor det fører hen”.

Det kommer indefra, inde fra billedet, det udtrykker sig som farve trykket ud af en tube, og hvor det går hen? Ind i tilskueren, den seende. Der er en dobbelt bevægelse i Birkemoses dobbelt-syns-billeder: Rundt på lærredet og ud mod beskueren. Cirkel og pil (kvindetegn og mandetegn). Og bevægelsen tilbage, indad: En grøn figur, der aftegner/afmaler sig og bliver en indgang i det sorte, en indgang til ritualet. Farveorgier til trods, og der er meget trods i Birkemoses billeder. Vi kommer af sorthed, vi går til sorthed, og det ser ofte sort ud, men vi er her alligevel. Vi kan røre ved hinanden. Ligesom farver.

Jens Birkemose spillede klaver i mange år, samtidig med at han tegnede, ja, han kom endog på Konservatoriet og gik der længere end på Kunstakademiet, hvor han kun holdt ud én uge! Og musikkens spor er altid i hans billeder. Det er hurtigheden i farveglimtene, der er handlingen i Birkemoses billeder. I de første mange år tegnede han næsten kun brevkortstore billeder; det er dem, man kan se i mange af hans bøger, hvoraf den første, i 1970, hed Correspondances. Det betyder jo korrespondancer, altså breve, og denne meddelelses- og henvendelses-karakter har altid været af betydning for Birkemose, samtale på afstand, tegngivning, livstegn. Men samtidig er ”Correspondances” også titlen på et berømt digt af Baudelaire, den første store modernist. Et digt hvori han demonstrerede den synæsthese, den sammenblanding af sanserne (eksempel: ”en blå tone”) som de symbolistiske digtere i resten af det 19. århundrede dyrkede og som stadig, i det 20. århundredes modernisme, er et yndet virkemiddel i alle kunstarterne, og ofte langt mere end et ”virkemiddel”, nemlig et udtryk for netop dobbeltsynet. At tid ikke findes. Men evighed og øjeblikkelighed. Ligesom i kærlighed. Kunst er kærlighed. Udløsninger og skjulesteder.

Poul Borum