Krop og figur

Skildringer af kroppe og figurer har altid været et yndet motiv i kunsten. Udstillingen her samler en række meget forskelligartede værker, hvor kunstnerne på varierende vis arbejder med persongengivelser – både i det grafiske format og i store og små malerier i farvestrålende og ekspressive og mere afdæmpede varianter.

I to grafiske værker “Självportät med hand I+II “ af den polske kunstner Krystyna Piotrowska (f. 1949) har kunstneren skabt to selvportrætter med en, for genren, overraskende beskæring af motivet: Man ser kun den nederste del af ansigtet, brystpartiet og en enkelt hånd. I det ene værk er motivet skitseret op på en kvadreret baggrund, der støtter figuroptegningen. I det andet er den nedre del af ansigtet og hånden fotorealistisk gengivet. Forskellen på udtrykket i de to værker er markant, selvom motivet er det samme. På den måde tydeliggør kunstneren, at tilgangen til præsentationen af et motiv og en figur har mindst lige så meget at sige for det, værket kommunikerer, som motivet har i sig selv.

De tre farverige malerier af Jørgen Regel har manden som motiv til fælles. Udtrykket er typisk for 1980’erne, hvor kunstnerne gerne trækker på klichéer og rappe replikker: De hurtige penselstrøg, de kantede, bredskuldrede figurer og de krasse farver giver værkerne et aggressivt og dynamisk udtryk, som spiller sammen med traditionelt kønsstereotypiske forestillinger om manden som udfører af voldelige handlinger og som cigaretrygende cowboy.

I Paul Neales (f. 1958) to malerier, “Turkish Bath” og “Red Tree, Red Woman” er kvindekroppene både et centralt motiv i sig, og samtidig en anledning for kunstneren til at udforske det farvemæssige sammenspil mellem kvindekroppene og de omgivelser, de befinder sig i. Mens den røde kvindekrop står stolt som de røde træer som var de én familie, bruger kunstneren i ”Turkish Bath” de komplementære farver blå og orange til at skabe liv og kontrast mellem de bløde, varme kroppe og baderummets kølige overflader.

I Jan Nielsens (f. 1945) maleri møder vi en række kroppe, der er slynget ind i en centrifugal bevægelse i billedet. Tydelige, hurtige penselstrøg dynamiserer kroppene, der synes at være filtret sammen med dyr, som i en urfortælling om forholdet mellem dyr og menneske. Også i Åse Højers (f. 1952) værk behandles forholdet mellem menneske og natur. To kroppe – måske nøgne, måske påklædte – bevæger sig diagonalt ind i billedet. Deres tydelige figuroptegning står i kontrast til den løse farvepåføring i billedets øvrige flader og efterlader en oplevelse af en verden i sin vorden. Lasse Nielsen skaber en fornemmelse af menneskemylder ved at kombinere en nærmest primitiv figuroptegning med en overdimensioneret impressionistisk malestil, hvor de enkelte farver afsættes side om side.

Personen i Lars Nørgårds (f. 1956) maleri fylder næsten hele maleriets ene halvdel – den anden halvdel af maleriet er fyldt ud med en abstrakt figurtegning. Som en kommentar til forholdet mellem et genkendeligt motiv og en abstrakt figur i vor tids kunst.

Kropsgengivelserne i Thomas Kjærs (f. 1954) “Aftryk” og Frans Kanniks (f. 1949) to malerier er alle udført på abstrakte baggrunde. Det bringer kroppene i fokus i malerierne – hvad enten det er en realistisk udseende kvindekrop, som Thomas Kjær gengiver, eller det er de ekspressivt skildrede kroppe i Frans Kanniks malerier.

I værket “Oney” leger Esther Vohnsen (f. 1953) med vores evne til at se mere, end det vi faktisk ser. Som et udsnit af en forside på et glittet magasin ser vi en smuk og selvbevidst kvinde. Over hende står bogstaverne ”oney” og vi må selv tænke os til, hvad der egentlig står – Honey, Money eller noget helt tredje? Både i sin kompositoriske opbygning med lærredet opdelt i forskellige felter og med motiv af flere mandlige balletdansere adskiller Vohnsens maleri “Positioner” sig markant fra udstillingens øvrige værker. Her retter Vohnsen fokus mod mandekroppen som den, der udviser fuld kontrol, styrke og æstetisk ynde, og som stiller sig an for at blive nøje gransket af vores blikke.

KPA, 2023