Kunst som samfundskritik energi

Kunst som samfundskritik energi

Massemedierne påvirker billedkunsten både i sit udtryk og i sine motiver. Billedkunstnere verden over henter inspiration i populærkulturens til tider voldsomme, grænsesøgende billeder. Fortolkningerne er både kritiske, politiske, humoristiske og grænseoverskridende.

Kendetegnende for den verdensberømte svenske kunstner Reuterswärd er hans næsten anarkistiske humor og hans allestedsnærværende sociale bevidsthed, der har ført til flere performances med et udpræget politisk indhold. Det mest berømte værk er nok hans skulptur forestillende en pistol med knude om skaftet, foranlediget af mordet på hans gode ven John Lennon. Hans serie af litografier spidder forskellige politiske og kunsthistoriske ikoner. På baggrunde af f.eks. ægte sovjetrødt har han skrevet sætninger som ”Mama Matisse”, ”Papa Picasso” mm., der sammen med velkendte symboler får beskueren til at spørge sig selv, om malerier nu også er så uskyldige, som de ser ud. Han søger tydeligvis at udfordre vores vanetænkning. Det samme gælder de tre litografier med fællestitlen ”Herr von Hancken”. Med en på én gang løs og præcis streg præsenterer Reuterswärd os for denne karikatur af en oppustet og forfængelig militarist.

Mere bombastisk i sine virkemidler er Fritz Köthe. Her er det subtile og underfundige erstattet af en pop-inspireret ”pang-komposition”, der har sex, larm og fart på programmet. I en løsrevet collageagtig stil fokuserer Köthe på massemediernes fremstilling og dyrkelse af det erotiske/pornografiske. Sammenstillingen af potent maskulin kraft symboliseret ved racerkøreren og den nøgne indbydende krop indikerer en samfundskritisk holdning, men den rene og skære fascination af en lækker kvindekrop synes dog ikke til at tage fejl af.

Bombastisk er til gengæld nok det sidste ord, man ville hæfte på L. G. Lundbergs kunst. Ved hjælp af titlerne henviser Lundberg selv til Kina, og de sort/hvide billeder, skabt med stor følsomhed og fine kalligrafiske streger, kan da også minde om kinesisk tuschmaleri. Bukserne, stolen og ikke mindst det latinske bogstav T er noget, der utvetydigt hører til den vestlige verden, og dermed antydes altså et sammenstød mellem en østlig meditativ tankegang og en vestlig materialistisk livsstil. For L. G. Lundberg har det med andre ord været et mål i sig selv at forbinde to væsensforskellige kunst- og livsopfattelser.

Tegn, totemfigurer, masker og andre magiske symboler er indholdet i Helene Delprats billeder, der er klart den mest ekspressive af de omtalte kunstnere. Inspirationen kommer fra alle de kunstnere, der har arbejdet med det ubevidste, med børnetegninger og med kunsten fra det, man i gamle dage kaldte primitive kulturer. Det kunstneriske mål synes i hvert fald at være en dyb vilje til at skabe kunstværker, der er magiske i ordets bedste og oprindelige forstand, strømmende direkte fra livets kreative potentiale.

Ekspressiv er også Enrico Baj, men på en meget mere temperamentsfuld måde end Delprat. De har begge en interesse for masker og fabeldyr til fælles, men i Bajs billeder er disse mere dæmoniske, aggressive eller grotesk humoristiske. En voldsom, snerrende og anarkistisk energi præger disse litografier, der dyrker den voldsomme konfrontation med alt, der er spidsborgerligt og undertrykkende i samfundet. Resultatet er en kunst, der er løssluppen på en næsten punket måde, men samtidig også en kunst, der er i fare for at stivne i egne konventioner.

Tom Jørgensen
Kunstkritiker