Landskab og bebyggelse

Landskabet er et yndet motiv i kunsten. Op gennem hele kunsthistorien ses et utal af eksempler på kunstneres forsøg på at indfange det sublime i naturen omkring os. Der findes også masser af værker, der forholder sig til mødet mellem menneske og natur og som viser mennesket som en lillebitte figur i forhold til storslåede og kraftfulde landskaber. I værkerne på denne udstilling er det det menneskeskabte i form af bygninger og konstruktioner, der dominerer landskabs- og naturskildringerne.

Der er 6 meget forskellige værker fra 1970’erne af den danske kunstner Bent Holstein (f. 1942), den britiske kunstner Mary Barnes’ (1923-2001), den amerikansk kunstner Barbara Newcombes (f. 1936) og den dansk-norske maler Ingvald Holmefjords (f. 1941), der kredser om abstrakte landskaber med eller uden bebyggelse.

I den svenske kunstner Hans Peterssons (f. 1963) to farvestrålende malerier fra 1988 er to figurer placeret centralt i myldrende landskabsscener med masser af figurative elementer, der forekommer løsrevet og collageagtigt. Billedfragmenterne vender tydeligt op og ned på landskabet og danner et erindringsbillede af et sted, hvor menneske, arkitektur og natur mødes.

Værket ’House (Dawn)’ fra 2004 af den amerikanske kunstner George Rush (f. 1970) fremstår som et “portræt” af et typisk modernistisk etplanshus, hvor det meste af facaden er transparent med ruder fra gulv til loft, der tillader, at man kan se lige igennem huset, og at der opstår en flydende overgang mellem inde- og uderum. Der er i det hele taget tale om en stærk forenkling og stiliseret optegning af såvel huset, som det landskab, det er placeret midt i, der gør det hele lidt uvirkeligt og drømmeagtigt.

I den irske kunstner Eamon O’Kanes (f. 1974) værk ’Studio House 5’ fra 2004 danner en bygning forgrund i maleriet, men landskabet og naturen omkring huset trænger sig på fra alle sider. Grene griber ind og omslutter huset fra både forgrund og baggrund og skygger af træer ved indgangen til huset markerer, at naturen har magten og kraften til at overtage civilisationen.

I Mie Mørkebergs (f. 1980) ’Komposition med landskab, helikoptere og telte’ fra 2007 udspiller der sig et foruroligende, dystopisk scenarie, hvor penselstrøgene markerer en kraftig vind, der får store planter i krukker til at bøje sig og sammenkrøllede papirer til at hvirvle rundt i luften. Uden sporene af menneskelig tilstedeværelse i landskabet, som det store taglignende telt i maleriets baggrund, helikopteren og den store saks i midten af maleriet også markerer, ville det forblæste landskab være stemningsmættet men neutralt. Det er civilisationens invadering af landskabet, der gør hele scenen til et voldsomt billede.

Camilla Berners (f. 1972) værk ’Planteindsamling, Brunkulseventyret # 15 (Elmers hus)’ fra 2017 består af et fotografi og af en lille indrammet tekst, der forklarer baggrunden for det større projekt, som motivet er hentet fra. Den friske blomsterbuket i det forfaldne hus, som vi ser her, bringer den levende natur bag gardinerne og udenfor husets vægge indenfor og står tilbage som et symbol på naturens eviggyldige kraft i forhold til det menneskeskabtes forfald.

I værkerne af Nina Sten-Knudsen (f. 1957), Allan Stabell (f. 1943) og Anders Kirkegaard (1946-2024) er der tale om mere abstrakte rum.

KPA, 2023