Kunst På Arbejde Logo

Vis mig din kunst - og jeg skal sige dig, hvem du er

Maleriet i firserne

Maleriet i Firserne – Det pluralistiske univers

Efter den første bølge af ”vildt” maleri, der var startskuddet til genopdagelsen af maleriet og hvis zenit nåedes i 1983, synes maleriet i midten af firserne at søge hen imod en kunstnerisk pluralisme, hvor alle ”ismer” forekom lige brugbare, lige mulige. Man kunne vende det om og sige, at firserne er kendetegnet af en ”ismeløshed”. Og det er netop denne flertydige afsøgning, der er kernen i den her viste udstilling.

Tine Dwinger (f. 1954) maler i den figurativt ekspressive tradition. Men hendes billeder er mere end det. Hun søger tilbage til kulturens rødder for at afprøve historien eller gentage den. Hendes billeder vil ikke være historieløse, men nægter samtidig at acceptere historien uden at have prøvet på at skrue den sammen på sin egen måde. Således maler hun sig igennem ”To columbianske figurer” for at sanse dem i stedet for at opsuge den columbianske kultur som neutral viden. Hun gensanser kulturen med sjælen i penslen.

Det er betegnende for det, der her tales om, at Jørgen Flemming Gustawa (f.1951) og Finn Reinbothes (f. 1953) billeder alle er uden titel. De ønsker ingen indsigelser, ønsker ikke at blive tituleret. De nægter at udtale sig, udsige og fortælle historier. Det er nemlig ikke det, deres verden handler om. De fortæller ikke om verden, men er den. De er altid allerede til stede. Det er en tilstedeværen af former, formet af lys og rum, om end der er tale om to vidt forskellige maleriske holdninger: Hvor Reinbothe er mere skarpt afgrænsende, ja næsten analytisk, arbejder Gustawa i en poetisk, lyrisk retning.

Uden titel er også Kurt B. Simonsens (f. 1955) malerier. Det er egentlig også unødvendigt, da titlen jo næsten er maleriet selv. Alfabet kunne det ene have heddet. Runer måske. ”Tegn og struktur – signa et structura” er titlen på to af Thomas Jepsens (f. 1944) malerier. I deres billeder fortælles der ikke historier. Billederne er heller ikke bare til stede, deres billeder kredser om det sociale felt. Kommunikationen, meddelelsen og tegngivningen, der er nødvendig for at kunne tale om noget som værende socialt. Egentlig er alle former for socialt liv en tegnudveksling. Sprog som en forudsætning for et (u)muligt socialt liv. Uden sprog ville verden være et asocialt skuespil.

Dette sociale drama, som er resultatet af årtusinders samtale, myterne som vi kalder dem, er udgangspunktet for Mads Jacobsen (f. 1957) og Erik Øckenholts (f. 1961) billedverden. Hvor Jacobsen forsøger at indkredse den store naturrytme i billederne ”Fugletræf” og ”I modvind”, er det helt andre autoritative størrelser, der har Øckenholts interesse. Ud af myternes tåger vandrer ”Dronning Margrethe” og ”Arild Huitfeldt” for kun at fremstå i svagt tegnede konturer. Skimtes er alt, hvad de kan. Så forsvinder de igen – ind i myterne. Dér, hvor myterne får liv, er i tidehvervet, i ”Opbruddet”, hvor alting vendes op og ned. Som så meget i firserne, hvor guderne er døde, og djævelen lever. I tidehverv er det, at man må tale som gale, for overhovedet at vide at man er til.

Claus Carstensen
Kunstner

Efter at teksten er skrevet, er udstillingen blevet suppleret med to malerier af Claus Roland Jørgensen og et maleri af Torben Voigt.

Flere resultater

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
vælg selv Valgte værker