Tilstedeværende manifestation
Danske Peter Bonde (f. 1958) maler hurtigt, frækt og præcist. Et maleri, der lever i energien, på fladen, i dybden. Til stede lige nu og her.
Peter Bondes malerier er hurtig udført, uden motiv, ja det kan næsten se ud, som om han vil videre og væk fra maleriet så hurtigt som muligt. Han skal nok videre ud på café eller på bar, fra noget og over til noget andet, hele tiden denne skiften, denne flyden fra en situation til en anden, always on the move. Sådan maler Peter Bonde.
Man kunne forveksle ham med en reklamemand med et nyt maleri eller slogans parat til offentligheden. Men nu har han altså udover slogans, der tegnes med fingeren, valgt at blive maler. En maler som er optaget af maling, måske som en shaman, der mener, at malingen kan fremmane vores materialitet, som denne substans der flyder og kvæler ethvert andet billede, enhver anden ikonisk repræsentation. En gang imellem kan han klistre et foto på billedfladen, men kun for at male det over, overstrege det meste, så vi kun har lidt af det tilbage. Der er en rastløshed over billederne. Andre gange skriver han på overfladen og gør dermed billedets overflade endnu mere tydelig. Malingen dækker, afmasker, kvæler de billeder, som ligger under. Denne svælgen, dette hav af maling skjuler altid det, som ligger under. Man ønsker at vide, hvad der ligger under.
Så selvom Bonde altid er rastløst på vej, så er det ikke, fordi han mangler tilstedeværelse, og hans fart og evige arbejde vækker både nysgerrigheden og en irritation. Han stiller barrierer op for os, men samtidig er det netop disse barrierer, vi skal interessere os for. Det er netop disse barrierer, som udgør maleriets struktur samtidig med, at man forsøger at afkode billedets dybere struktur og bevægelse. Og vi aflæser billedet både som et selvstændigt billede, men også som et udtryk for malerens rastløse temperament, sensibilitet og hans stadige bevægelse.
Hvis man kun ser på billederne, hvad kunne de så siges at afbillede? Er det ren abstrakt maleri blot som maleri og æstetik, som malingens uendelige potentiale for at være farve og maleri? Er det et clash af foto, collage og maleri i en blanding af pop-art og abstrakt ekspressionisme? Er det billeder, der viser os den allersimpleste formdannelse, som om vi kiggede ind i cellen med et mikroskop, eller ind i amøbens organisme, ind i det som var først, ind i den skælvende materie?
Nogle af Bondes malerier kunne tilmed ligne nærbilleder af abstrakte landskabsbilleder, men Bonde er som sagt ikke ude og beskrive naturen, men måske inde i den. Og hvis der er et rum, som han vil beskrive, så er det ikke landskabet men storbyrummet, hvor spraymaling, snapshots, blander sig med et dybt eller hårdt beat. Med foden stadig på speederen styrer han mod billedets overflade med fuld fart og efterlader os med det sammenstød, som det afstedkommer, med billedet. En overflade som stadig skjuler det, der ligger under. Der er ingen tydelige intensioner, ingen retning. Overfladen er det, vi har tilbage at se på, denne mystiske folden sig ud, denne angriben af fladen. Det, man ser tilbage som maleri, er det sekund, hvor overfladen pludselig er – det sekund, hvor maleren slipper værket midt i en handling, midt i processen. Kan man fastfryse et sådant øjeblik? Kan man fastholde væren og holde det i et evigt nu? Det er jo, hvad fotografiet siges at gøre, måske er det derfor, Bonde stadig er i dialog med fotografiet. Han tror måske ikke på fotografiets iscenesatte virkelighed, men på den stadigt bølgende materie, på det flow som mærkes: på dansegulvet, på baren, i familien, i sengen, i atelieret, det nu som bare er.
Hvis det nu er rigtigt, det jeg siger, så er der en form for zen-øvelse i hans malerier, et haikudigt uden landskab, men med farve, materialitet og bevægelse. Og i dette haikudigt svømmer Bonde i massekulturen, i banaliteten, i det indlysende, som vi er i. Tilstedeværelse kunne man måske sige. Maleriet er et sted for manifestation af tilstedeværelse og af udfoldelse.
Sommer – Peter Bonde
The fear of dead – Peter Bonde
Get ready – Peter Bonde
Hand and coffee – Peter Bonde
She denied it – Peter Bonde
Time Capsule II – Peter Bonde
Cathrine lecturing on Zobernig – Peter Bonde
Thank you – Peter Bonde
Yutaka (remix) – Peter Bonde
Mirror – Peter Bonde
Be in my video……. – Peter Bonde
I can´t hear you – Peter Bonde
The fear of everything – Peter Bonde
United holes – Peter Bonde
Armpit – Peter Bonde
Cross – Peter Bonde
Vaselin view – Peter Bonde
Drive motherfucker drive – Peter Bonde