Pierre Alechinsky

Pierre Alechinsky

Pierre Alechinsky (f. 1927) er belgier, men han er først og fremmest international. Han er også en lillebitte smule dansk. Forstået på den måde, at dansk kunstliv har haft mulighed for at følge ham lige fra begyndelsen. Det var danske kunstnere, der satte ham rigtigt i gang som kunstner, og det var en dansk-belgisk-hollandsk kunstnerbevægelse, der – efter hans eget udsagn – ”samlede ham” som kunstner.

Kunstnerbevægelsen hed COBRA, og de fleste kunstinteresserede i hele Europa ved, at det slangenavn er en sammentrækning af forbogstaverne til tre hovedstæder: COpenhague, BRuxelles  og Amsterdam. CO-BR-A. Kunstnere som Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen og Heerup fra Danmark samt Karel Appel fra Holland og netop Alechinsky fra Belgien – som den yngste af dem alle sammen. Cobra’s ”Benjamin”.

Cobra, med Jorn som drivende kraft, holdt kongresser. Sidde-kongresser var også fester og arbejdsmøder, hvor man sammen malede billeder og formede skulpturer. Cobra udgav tidsskrifter og arrangerede udstillinger. Og selvom Cobra’s dødsår officielt er 1951 (den varede kun tre år), har fællesskabet betydet så meget, at mange af disse højtberømte individualister stadig føler sig som ”Cobra-malere”.

Under et besøg i København så den dengang ganske unge Alechinsky danskeren Carl-Henning Pedersens store separatudstilling i Den Frie Udstillingsbygning. Og han mødte en anden dansker: Jorn. Mødet blev af stor betydning for ham. Ikke fordi han lod sig ”påvirke”. Alechinsky ved slet ikke, om en kunstner kan ”påvirkes”. For det, en kunstner efter hans mening først og fremmest skal, er at finde en melodi i sig selv. Men den unge belgier oplevede pludselig en kunst, der var friere end nogen kunst, han indtil da havde oplevet. Oplevelsen af frihed og af poesi i den danske kunst og i specielt Pedersens og Jorns, fik Alechinsky til at finde melodien i sig selv.

Og Alechinsky’s melodi har mange toner. Han kan være sprælsk og spændstig. Han kan være let og luftig. Han kan være dansk og male trolde, vætter og jætter, som Jorn lavede dem. Han kan være næsten japansk og male Japans hellige bjerg Fujiyama i mange udgaver. Og han kan være magisk og mystisk og male labyrinter, man ikke kan finde ud af eller spiraler, der minder om Cobra-slangen.

Han maler eventyr, han oplever i sig selv, men han oplever ikke eventyrene, før han maler dem. Han maler et uhyre og siger: Det uhyre har eksisteret inde i mig selv. Men han kendte ikke dets eksistens, før han malede det. Og mens han sådan finder rundt i sit eget sinds labyrinter, fortæller han os andre noget om de labyrinter, vi selv går rundt i. Om den mægtige underbevidsthed, der ligger dybt under vore daglige tanker, og som gør, at vi er meget mere, end vi tror. Og hvordan får han os så i tale med sit sære program? Jo, han maler i festlige og smukke farver som dem, vi også kan se i hans grafik. Han ved, at er kunsten først og fremmest malerisk smuk, skal folk nok se. Og er man først fascineret af at se på det kønne, tør man også se de hjerne-trolde og uhyrer i øjnene, som er fælles for Alechinsky og os andre.

Virtus Schade (1935-1995)
Forfatter & Journalist