Udstillingsnummer
174
Kunstnere
Jens Johannessen
Svend Wiig-Hansen
Johannes Grützke
Gérard Titus-Carmel
Raderinger og litografier
Denne udstilling består af 10 litografier og 10 raderinger, der er udført af fire vidt forskellige kunstnere fra fire lande.
Den tyske kunstner Johannes Grützke (1937-2017) har fem litografier med på udstillingen. Motiverne er øjebliksbilleder, som hvis man tog et hurtigt fotografi. Kunstneren afbilder mennesker – mennesker der foretager sig noget, smiler, bevæger sig, taler sammen osv. Effektive redskaber, der medfører at hans værker kommer til at virke autentiske og nærværende – ja nærmest levende.
Grützke arbejder med stærke kontraster – både de helt lyse og helt mørke flader er repræsenteret i hans tryk. Vi præsenteres for en tydelig for-, mellem- og baggrund, hvilket er med til at skabe en dybde i billederne og et rum for den fortælling, der finder sted.
Udstillingen rummer ligeledes fem litografier af den norske kunstner Jens Johannessen (f. 1934). Hans form- og farveforståelse samt lyst til at eksperimentere har placeret ham blandt Norges bedste og mest succesrige kunstnere.
I Jens Johannessens litografier er det fladerne og farverne, der er omdrejningspunktet. Trykkene består ofte af felter med en form for ramme omkring. Den rødlige og blålige nuance går igen i flere af hans tryk, og man fornemmer denne eksperimentende tilgang til teknikken, som er blevet et kendetegn for ham.
På afstand ser vi ét, kommer vi tættere på, opdager vi noget andet eller mere. De små finurlige detaljer, mønstre og figurer. Af og til ændrer motiverne sig også, alt efter om man fokuserer på det lyse eller det mørke i dem.
Den franske kunstmaler, digter, illustrator og grafiker Gérard Titus-Carmel (f. 1942) bidrager med fem farveraderinger på udstillingen. I Titus-Carmels tryk ser vi to genstande på en lys baggrund – to genstande, som måske ikke umiddelbart fortæller os en helt masse, men som vi kan udforske og forundres ved. Den ene er en illustration af, hvad der ligner et stofstykke bundet i en knude rundt om en pind – som for at forhindre pinden i at knække. Den anden er en nærmest fotografisk gengivelse af pinde bundet sammen med mindre stofstykker – som en form for forbinding. Pindene bliver bundet sammen med forbinding, som eksempelvis et brækket ben. Værkerne har da også fået titlen ”Sticks & Handkerchiefs” (pinde og lommetørklæder), som jo giver en beskrivelse af motiverne, men selve fortolkningen er stadig helt åben.
Sidst men ikke mindst er fem raderinger af den danske billedhugger, maler og grafiker Svend Wiig-Hansen (1922-1997) repræsenteret på udstillingen. Her bliver vi blæst godt og grundigt omkuld i ”Hvirvelstrømme”, der også er titlen på de fem af kunstnerens tryk. Vi fornemmer de voldsomme bevægelserne i motiverne, fanges i virvaret og hvirvelvindene.
Raderingerne består af en masse små kruseduller og streger anbragt på kryds og tværs, men samtidig nøjsomt placeret. Nogle steder er linjerne placeret tæt for at opnå en mørkere nuance – andre steder har kunstneren helt udeladt dem for at få den lyse farve frem. Det kræver en teknisk kunnen at fremskabe denne effekt hos beskueren. En evne som Svend Wiig-Hansens må sige at besidde.
Denne udstilling kan, med andre ord, give en lille smagsprøve på, hvilke udtryksformer og muligheder der findes inden for de to grafiske teknikker litografi og radering.
Mette Kristensen
Cand. mag i kunsthistorie
Jens Johannesen
Jens Johannesen
"Betrug an einem" – Johannes Grützke
Die rätselhafte Zuversicht – Johannes Grützke
Die rätselhafte Zuversicht – Johannes Grützke
Die rätselhafte Zuversicht – Johannes Grützke
Sticks & hankerchiefs – Gerard Titus-Carmel
Hvirvelstrømmen – Svend Wiig-Hansen
Hvirvelstrømmen – Svend Wiig-Hansen
Jens Johannesen
Figur i landskab – Svend Wiig-Hansen
Hvirvelstrømmen – Svend Wiig-Hansen
Sticks & hankerchiefs – Gerard Titus-Carmel
Sticks & hankerchiefs – Gerard Titus-Carmel
Jens Johannesen
Jens Johannesen
Sticks & hankerchiefs – Gerard Titus-Carmel
Die rätselhafte Zuversicht – Johannes Grützke
Sticks and hankerchiefs – Gerard Titus-Carmel
Hvirvelstrømmen – Svend Wiig-Hansen